April Divine: Redemption

Svenske drenge søger amerikanske teenagehjerter

Svenske April Divine er langt fra så guddommelige som navnet indikerer. Tværtimod. For deres anden langspiller Redemption lugter fælt af rock genbrug og for længst uddaterede toner.

April Divine ligger i krydsfeltet mellem post-grunge, melo-punk ala Green Day og elementær hardrock. Redemption er et udpræget metervareprodukt, som vil gøre sig fint i radioen, og den tatoverede side af musikprogrammet Boogies segment. Den gør ikke en kat fortræd, selvom den gerne vil fremstå vred, følsom og autentisk. Det hele klinger hult og gennemkalkuleret, mens bandet gungrer derudaf med tonsvis af ungdommeligt mod, tro på egne evner og værdien af lækkert hår.

Der er masser af catchy sekvenser på udspillet og habile iørefaldende omkvæd, men det hele er hørt en milliard gange før og i mange tilfælde bedre end det svenskerne præsenterer. Produktionen er fin og skruet flot sammen, så al kant og personlighed er udvisket til fordel for en køn og velfriseret mainstramvare. Vokalen kan der såmænd heller ikke skældes ud på, for den er okay og broderet lige i lommen på den attitudeskrydende lyd. Teksterne er tydeligvis sekundære og skulle man få lyst til at fokusere lidt på dem, vender man hurtigt snuden den anden vej igen, for det kan hurtigt staves tåkrummende.

Der spilles gedigent uden at det bliver opsigtsvækkende eller på nogen måde vil gå over i historien. Drengene kender deres virkemidler til fingerspidserne og bruger dem til fulde. Der er læst på rocklektierne og April Divine vil med garanti falde i det unge segments smag og spinde på mangt et teenageværelse af begge køn.

Er man derimod velbevandret i musik, vil man ikke opdage noget som for alvor vækker interesse. Dertil træder Redemption alt for gennemtærskede stier. Som poleret, renskuret og øremærket produkt til den rockhungrende ungdom fungerer det sikkert fortrinligt. For den mere krævende og forvænte lytter med masser af musik på alderskontoen, er der derimod ikke meget at hente i svenskernes tandløse og klichéfyldte univers.

Et hurtigt vue giver følgende resultat; på den gode side lander ”Redemption”, som falder særligt heldigt ud med sit iørefaldende klavertema og en melodi der sætter sig grundigt fast i hjernebarken. ”Water & Wine” kan også noget med sit smittende omkvæd, sine velkomne riffs af anseelig styrke og ganske tighte gryder. Også ”#1(No. One)” lever fint på svulstige og opulente teencore riffs. Den bliver kørt hjem af sine friske og ganske effektive guitarchunks, som læner sig op ad metalrock.

På den dårlige side stikker særligt ”Faced Down” sit grimme ansigt frem. En decideret rædselsfuld og overfladisk ballade fra lejrbålet i selskab med has beens som Creed, Nickelback og Staind. Den svier som tigerbalsam i ørerne og er virkelig slem at sidde igennem. Samme hårde medfart kunne man give ”Tonight”, der lyder som en bovlam udgave af Linkin Park. Det band er også malet med bred pensel ud over ”Ordinary Insanity” og det siger vel noget om ambitionerne hos April Divine.
Også en komplet idiotisk version af Seal´s ”Kiss From A Rose” er så fejlskudt, at man ikke tror sine egne ører.

Kvartetten har for mål at erobre det amerikanske marked og det kan godt tænkes de lykkes med det. Deres kalkulerede og fokuserede lyd, som går bramfrit og direkte efter teenagefeltet, vil vinde hjerter og drengedømme. I min lille andedam, ser det dog anderledes sort ud for bandet. Så sort at jeg lukker ned efter ét gennemlyt og placerer dem på hylden over ligegyldigheder.

Tags from the story

Skriv et svar