Architecture In Helsinki: Moment Bends

Elektroniske pop-perler af variabel kvalitet

Australske Architecture In Helsinki er omtrent så spøjst som bandnavnet giver løfter om. Det er elektronisk funderet popmusik med stærkt afsæt i 80’erne, men inden man bliver alt for afskrækket af den kobling, så er en del af 80’er-referencer at finde på indie-scenen, og det giver dette band et skægt og særpræget snit.

Albummet lægger ud med den iørefaldende reggae/electropop-åbner ”Desert Island”, og dermed er et album med forårsfornemmelser og sommerglæde åbnet. Den gode stemning topper på den næsten overgearede ”Escapee”, der imidlertid er voldsomt energisk og vellykket med sine Cure-referencer.

Til tider bliver Architecture In Helsinki lidt for maskinelle og forudsigelige i deres udtryk som for eksempel på ”W.O.W.”, ”That Beep” og ”Denial Style”, mens bandet træder i karakter, når der gives plads til de mere alternative idéer. For eksempel er det lille tilbagevendende tema, der både leveres på mandolin og klokkespil på ”Yr To Go” med til at forstærke det positive indtryk af australierne, mens den kitschede overflade på ”I Know Deep Down” også markerer sig som et højdepunkt.

”Sweet Talking” er storladen i en grad, så melodien ikke helt kan bære det, mens ”Everything’s Blue” er baseret på et supersimpelt stykke melodi, der ikke er den store åbenbaring, men som ikke desto mindre er ganske virkningsfuldt.

Architecture In Helsinki byder på fine og medrivende passager, der vil gøre sig godt som alternative sommer-pop-perler. Men der er også momenter af kedsomhed og forudsigelighed, så helt i top kommer det australske orkester ikke, selvom de er godt på vej i deres bedste stunder.

Tags from the story

Skriv et svar