Arctic Monkeys: Suck It And See

Arctic Monkeys hæver niveauet

Siden gennembruds- og debutalbummet Whatever People Say I Am, That’s What I’m Not (2006) har Arctic Monkeys gennemgået en forvandling, hvor de efterhånden har skruet mere og mere ned for den snerrende guitar og frontmand Alex Turner er langsomt trådt i karakter som sanger. Det sidste kunne især høres på den glimrende ep Submarine, der udkom tidligere i år under Alex Turners eget navn, og som fungerede som soundtrack til Richard Ayodades film Submarine. Eneste genganger fra ep’en er ”Piledrive Waltz”, der i den nye version har fået en fyldigere lyd, men som ellers ikke har fået tilført noget nævneværdigt, hvilket den heller ikke behøver. Alex Turner crooner sig flot igennem og lyder som en lillebror til Sheffields Richard Hawley.

Som man allerede nu kan fornemme, så er Suck It And See ikke en tilbagevenden til de dyder Arctic Monkeys dyrkede på Whatever People Say I Am, That’s What I’m Not (2006) og Favourite Worst Nightmare (2007). Det er heller ikke helt så stillestående som Humbug (2009) til tider kunne forekomme at være. I forhold til Humbug så har Alex Turner igen fundet ind til de gode melodier. De træder ikke umiddelbart frem ved første gennemlytning, som det var tilfældet på hans ep, men efter et par lyt, så åbner sangenes melodiske potentiale sig for én. Dét krydret med, at Alex Turner er blevet en ganske habil sanger gør, at Suck It And See, for undertegnede, er tæt på at udklassere debuten som bandets bedste. ”The Hellcat Spangled Shalalala” er nok det nummer, der fænger mest ved første lyt, og sangen har potentiale til at blive et regulært sommerhit. Et andet af de mere umiddelbare numre er balladen ”Love Is a Laserquest”, hvor Alex Turner synger om at komme sig over en kæreste: ”I’m sure that you’re still breaking hearts with the efficiency that only youth can harness”.

Det eneste dårlige nummer på Suck It And See er ”Brick By Brick” som man efterhånden har kunnet høre på nettet i tre måneder. Et nummer, der ikke lovede godt for albummet. Sammen med ”Library Pictures” hører ”Brick By Brick” til albummets mest rockede numre. På ”Library Pictures” synger Alex Turner også med sin crooner-vokal og det er i disse passager, nummeret løfter sig og viser, at det er her fremtiden ligger for Arctic Monkeys.
Efter Humbug var jeg lidt lunken overfor Arctic Monkeys musikalske udvikling. På Suck It And See går de et skridt længere og beviser, at de er på rette spor. Alex Turner synger bedre end nogensinde, og på melodisiden er bandet tilbage ved fordums styrke.

Tags from the story
Written By

Er født i Århus, vokset op i Sønderjylland og har boet i København de seneste år. Blev færdiguddannet som lærer i 2004 og er souschef i en stor institution på Østerbro. I mine unge dage stod menuen stort set kun på metal, men siden teenagerårene har jeg været igennem 60er-musikken, klynkerocken, diverse singer-songwritere, freak folken og er nu havnet et sted hvor jeg er åben for det meste. Dog med en forkærlighed for det amerikanske.

1 kommentar

  • Hmm, enig i, at Brick By Brick er en regulær misser, som burde have været blevet i øverummet. Ikke et direkte dårligt album, dog en smule kedeligt – også efter flere gennemlytninger. Efter min mening var Humbug et langt stærkere, mere interessant og langtidsholdbart album. Synes Alex Turner skulle gemme flere af de stille sange til sine soloprojekter og og lade bandet rocke mere igennem som på de fremragende Don’t Sit Down…, Library Pictures og All My Own Stunts. Mere af den slags næste gang, tak. Ellers ender de med at lyde som alle andre indierock/pop-bands, der er derude.

Skriv et svar