Udmærket grundmateriale ødelægges af fis og fjollerier

Et spøjst sammensurium af gammeldags heavy rock og endnu mere gammeldags røvballe dansk-country-pop, er hvad Vesterbro-flokken Artig Verner er leveringsdygtige i. Og det giver dem et præg af noget ironisk og upersonligt, som mest af alt gør dem til et fjollet og skørt bekendtskab.

De kan sagtens spille musik, og fra åbningsnummeret ”Svin” er det umuligt at undgå at lade tankerne flyve til Gasolin’. For der er ingen tvivl om, at de gamle legender er forbilleder, men tekstmæssigt og fjollehovede-mæssigt kan man næsten ligeså godt trække tråde til Red Warszawa, omend perversiteter og vulgariteter heldigvis er pakket langt væk i Artig Verners univers.

Hele projektets grundstamme er at være skøre og tossede, og det er Artig Verner gode til. De er også gode til at spille musik, men man skal have drukket en ordentlig flok elefantbajere for at føle sig på niveau med kvintetten, der har fundet på at lave deres navne om, så de optræder som Ambro, Dalle, Elvis Olsen, Heavy Olle og Ralle.

I sig selv skørt nok. Men skal Artig Verner betyde noget for deres lyttere, er sangskrivning og evner ikke nok. Så er de nødt til at stå ved sig selv og turde være andet end komiske musikere, der laver fis og ballade med et ellers udmærket grundmateriale. Det er okay at lave sjov, og seriøsitet og klynkerock er ikke et must for at være dygtig. Men der skal være en højere grad af mærkbar tilstedeværelse, for at jeg som lytter kan blive grebet af et band som dette.