Artillery: When Death Comes

cover-artillery-whendeathcomes-2009-300x300

Imponerende comeback-debut holder hele vejen

Et af Danmarks bedste thrash metal bands er tilbage. Artillery var engang et af landets hårdeste orkestre og indspillede tre albums der stadig i dag betragtes som milepæle for dansk thrash: Fear of Tomorrow (1985) Terror Squad (1987) og By Inheritence (1990), plader som medlemmerne i Mercenary tydeligvis har studeret på drengeværelserne for over tyve år siden. I firserne var Artillery Metallicas danske lillebror og de to bands tidlige karriereforløb krydsede hinanden på flere punkter. Flemming Rasmussens Sweet Silence studier dannede for begge bands rede for de musikalske output, men niveauet fra den periode har været svær at matche lige siden.

Metallica klarede 90’ernes grungebølge. Det gjorde Artillery ikke og i 1993 var eventyret slut. Selvom gruppen igen gjorde et forsøg på at genskabe magien med pladen B.A.C.K. i 1998 er det nu 11 år siden Artillery sidst var et rigtigt band.

Men nu er de her igen. Genforeningen i starten af 2008 har endelig kastet en skive af sig og When Death Comes er 100% ’return to form’. Den (næsten) klassiske besætning med brødrene Stützer, Thorslund, Nielsen og nye mand Søren Adamsen på vokal har sammen med Jacob Hansen i producerstolen kreeret karrierens femte album. Lad mig sige det med det samme: det rykker det her!

Artillery spiller fortsat suveræn 80’er thrash á la Testament, Anthrax og Metallica og det er længe siden jeg sidst har hørt noget opsigtsvækkende fra den genre. Men på When Death Comes formår de at puste nyt liv i de klassiske temposkifts og huggende riffs som de altid har været kendt for. Morten Stützer melodiske tæft og bandets tighte sammenspil understøttes perfekt af den nye sanger Søren Nico Adamsen som helt enkelt gør det glimrende.

Pladen åbner med tre ny-klassiske skæringer i form af titelnummeret, ”Upon My Cross I Crawl” og ”10.000 Devils” som uden tvivl skal spilles live de næste mange år. På det glimrende ”Sandbox Philosophy” og det halvakustiske guitarspil på ”Delusions of Grandeur” spilles der klassisk thrash på tårnhøjt niveau. Tekstmæssigt svinger det dog lidt mere og især på numre som ”Damned Religion” og ”Uniform” balanceres der lige lovlig usikkert på klichéernes knivsæg. Men det er småting for, samlet set, er When Death Comes alt hvad man kunne have håbet på ville komme ud af Artillerys genforening. Lad ikke denne plade være den sidste!

Tags from the story

Skriv et svar