Attermann: Linjer sagt i regn

cover-attermann-linjersagtiregn-2009-300x300

Mellem Cohen og Winckler

I en alder af 47 år sender Lars Attermann sit debutalbum på gaden. Navnet siger næppe ret mange ret meget, men ikke desto mindre er der tale om manden, der guider seerne rundt mellem DR1’s TV-programmer, manden der spillede betydelige roller i musikteater-stykker som ”220 Waits”, ”Samson og Dalila”, ”Jesus Christ Superstar” m.fl., og dertil kommer, at Attermann har sunget og spillet sammen med navne som Henning Stærk, Poul Krebs, Johnny Madsen, Dan Baird og Henning Kvitnes.

Linjer sagt i regn er et album, der helt naturligt har en aldeles moden kant – både musikalsk og i det temmelig overbevisende tekstmateriale. Men ståstedet er alligevel svært at blive klog på, for der er forskel på at være moden og at være gammeldags. Enkelte af numrene på albummet er spillevende og har en stærk rastløshed og rå kant, som sammen med crooner-vokalen leder tankerne hen på Leonard Cohen. Og at Cohen er blandt forbillederne understreges med sangen ”Chelsea Hotel”, der ikke er et covernummer – men blot inspireret af klassikeren med samme navn. Og Cohen-referencerne er glasklare på albummets højdepunkt ”Lukke Lyset Ind”, der er en tænksom, melankolsk, rastløs og storladen ballade med Nanna Lüders på med-vokal.

Andre af albummets numre bliver lidt for gule i kanten. Det bliver en tand for røvballe-agtigt til min smag på ”Den næste dans”, mens enkelte af numrene ikke bare er inspirerede af gode gamle Gustav Winckler på vokalsiden, men også i lidt for høj grad på sangskrivningen. ”Hun fik det heller ikke sagt i dag” er usædvanligt tro med de gamle dage, og det er helt bevidst. Men det forstyrrer altså min helhedsoplevelse af albummet, at Winckler i den grad tager over – på en måde hvor det ikke bare er som inspirator, men nærmest som genstand for en efterligning.

Attermanns egen ”Jeg kan se i dine øjne” lægger sig et fint sted midt imellem Cohen og Winckler, og den melder sig således også ind på listen over albummets stærkeste kort, mens ”Smil” er en glædesstrålende og gammeldags slentre-glad-ned-ad-gaden-i-forelsket-sindstilstand-sang, der lukker et ganske melankolsk album af på svært fornøjelig vis.

Attermann har en bemærkelsesværdig vokal i den helt dybe ende af skalaen, og det giver ham et særpræg, der er svært at finde hos andre danske sangere i genren. Og gennem stærke kvindelige vokale modspil fra Nanna Lüders, Aud Wilken – og i særdeleshed den fantastiske Maria Køhnke – bliver der skabt de nødvendige variationer. Når man mærker elektriciteten mellem Køhnke og Attermann på f.eks. åbneren ”Færgemand”, bliver det ikke sammensat meget bedre. Men med den oplevelse på trommehinden er det ekstra irriterende i mine ører, at Attermann lægger alle sine vokale styrker fra sig i indledningen af ”Vores bænk”, der sine steder slet ikke står mål med vokalpræstationen på resten af albummet. Nummeret slutter dog fint med stort kor og med en Attermann i topform, men hvorfor ikke starte der?

Det er sjældent, at der udgives modne danske popalbums, som stadig holder et vist kunstnerisk niveau. Det gør Attermann i høj grad, og det er al mulig respekt værd. Men jeg havde gerne set, at Attermann havde gjort op med sig selv, om han ville lyde som Cohen eller Winckler. Eller måske – som han formår på de allerstærkeste steder på albummet – som en moden dansk sanger, der har brugt de to ædle herrer til at skabe sit helt eget udtryk.

Tags from the story

Skriv et svar