Au Revoir Simone: Still Night Still Light

cover-aurevoirsimone-stillnightstilllightbmp-2009-300x300

Udfordrende kortslutning når electropop sættes i folk-stemning

Den amerikanske kvinde-trio Au Revoir Simone spiller keyboard-pop med elektroniske trommer. Umiddelbart afskrækkende for min opfattelse af, hvad musik er og bør være. Men samtidig har de tre damer en utrolig evne til at skabe en fortrolighed, varme og melodisk klang, der giver dem lidt det samme skær som de folk-musikere, der formår at viderebringe fordums intimitet, hvor musikken bragte folk tættere sammen i hinandens nærvær, end det er tilfældet i dag.

Og det er det, som gør Au Revoir Simone interessante. For ret beset er det ikke mange af numrene på Brooklyn-gruppens tredje album, der fungerer godt nok som helhed. Men det går ud over min gængse opfattelse af musik, at det kølige og kliniske elektroniske univers på nogen som helst måde kan bringes sammen med den varme, intime og dragende musik. I særdeleshed når man tager med i betragtning, at stort set al musik på Still Night, Still Light er elektronisk fremstillet.

Men det lykkes for Heather D’Angelo, Erika Forster og Annie Hart at skabe en hemmelighedsfuld aura om deres sange, så man på trods af det kølige og utilnærmelige ydre (som jeg tillader mig at bruge som min egen fordomsfulde og generaliserende holdning til elektronisk musik) føler sig inviteret til at være med i den inderste inderkreds i veninde-sammenslutningen for deling af de mest fortrolige hemmeligheder. Og det bunder i en vellykket vokalproduktion, der er næsten hviske-tiske-agtig, og i en venlig og imødekommende kant, der giver sangene større kraft end de spinkle melodier ellers berettiger til.

Man kan have to tilgange til dette album – alt efter om man kommer tililende med en elektronisk pladesamling i rygsækken, eller om man hidtil har svoret til den traditionelle musikform fra de forhistoriske rødder. Kommer man fra førstnævnte vil man måske komme til at kede sig en anelse. Jeg selv kommer fra sidstnævnte, og jeg mangler lidt ekstra saft og kraft i melodierne, og jeg mangler lidt variation i lydbilledet. Kun den afdæmpede ”Take Me As I Am” har niveau til at blive nydt i fulde drag – ellers er det kun forundring over den splittede stemning hos Au Revoir Simone, der står tilbage som det jeg vil huske dette album for.

Men formår de tre damer at videreudvikle på dette, så har de – om ikke opfundet den dybe tallerken igen – så i hvert fald malet et nyt mønster til stellet, som ikke før har vist sig særligt markant på den store verdensomspændende musikscene.

Tags from the story

Skriv et svar