Bad Lieutenant: Never Cry Another Tear

cover-badlieutenant-nevercryanothertear-2009-300x3001

Arven fra New Order forvaltet på fornem vis

Harvey Keitel er strømer og buster en simpel narkodealer. Næste scene: Keitel sidder i et baglokale med gummibånd om armen og leder efter en åre at skyde den konfiskerede junk ind i. Scenen er fra Abel Ferraras film Bad Lieutenant fra 1992, og handler om den depraverede og korrupte politibetjent, spillet overbevisende af Harvey Keitel. Hvad har denne film med Bernard Sumners nye projekt at gøre? Umiddelbart ikke særligt meget, men måske ligger der en fælles reference i det spejlvendte, det mørke og det depraverede. For hvad der på overfladen ser ud til at indeholde 10 popmelodier af umiddelbart snit, viser sig at være et fantastisk helstøbt album med rødderne solidt plantet i det melankolske og dystre univers fra senhalvfjersernes Joy Division, kombineret med det gnistrende udtryk på New Orders efterfølgende elektroniske og dansevenlige rock.

Første skæring, ”Sink or Swim”, som også er udsendt som single, er vellyd, forklædt i en sørgmunter sang om at overleve livets strabadser. Der er en tydelig britisk tilgang til det rockede udtryk, og især Blurs bassist, Alex James, leverer en melodiøs bund, som til forveksling godt kunne lyde som mr. Hook på en god dag: prægnant og underspillet, men med en klar og fyldig lyd uden de store svinkeærinder. Men det er alligevel Bernard Sumners guitarstemme og i høj grad Jake Evans på vokalen, der udgør det bærende fundament. Et fundament, som lægger sig solidt under samtlige numre og gør, at der ikke er ét svagt moment på albummet.

Lyden er hentet fra New Orders stilrene rock, med lige dele elektronisk avantgarde og iørefaldende, elementær rock’n’roll. Man aner også et slægtskab med både Robert Smith og Oasis i de henholdsvise elegante molklange på guitaren og de levende og nærværende sange, som skaber det nødvendige bånd og bindemiddel til det distante og rygvendende i Sumners lyd.

Resultatet er et album med lige dele smerteligt vellyst, en mesterlig produktion og en samling langtidsholdbare melodier, der går rent ind, jo flere gange man lader musikken bruse gennem årene. Og her er det måske at koblingen med filmen fra ’92 bliver relevant, for Never Cry Another Tear er både til fans af tidligere New Order og til fandens velskrevne melodier, der både har gnist og glød, og som aldrig forfalder til fad effekt. Man kan meget hurtigt blive dybt afhængig af det lort!

1 kommentar

Skriv et svar