Balthazar: Applause

Ny belgisk turistattraktion

Belgien er for de fleste primært kendt for sin chokoladeproduktion, nogle støvede munketrapistøl, en forhærdet pædofil og en lille mandsling, der står og pisser i hovedstadens bymidte. På den musikalske front har det tidligere været Front 242, dEUS, Soulwax og Vaya Con Dios, der har trukket det store internationale læs inden for i øvrigt yderst forskellige genrer og stilarter. Nu er der kommet en ny kvintet på banen, som endda havde den ære at få deres debutalbum honoreret som ’årets album’ i Belgien, inden de begav sig ud på en europaturné, der også bragte dem et smut forbi Huset i Magstræde tidligere i november.

Kvinteten lider under samme fjollede navn som den lige så fjollede tegneseriefigur, som dinglede rundt på tv fra undertegnedes barndom, men tag ikke fejl, thi de musikalske ungersvende kan mere end deres fadervor. Albummets 11 skæringer emmer af cool clubstemning med flerstemmige korflader og en dunkende bas, der går lige i mellemgulvet som en søvnig Peter Hook.

Åbningsnummeret ”Fifteen Floors”, som også er et af albummets perler, pumper festen i gang med luftige horn og en simpel piano i baggrunden, der flækkes af et catchy refræn og en skrabet bas. Det er jazz og blues, mikset med cool club og frækt kantet indie.

”Blues for Rosann” indtager sofahjørnet med blødt duvende ambientblues, efterfulgt af en særling som ”Throwing a Ball”, der lyder som tappet direkte fra årene på My Life with The Thrill Kill Kults industrial arm.

”The Boatman” er ren porno. Fodslæbende som et nummer skrevet af Arctic Monkeys, hvor gassen er gået af ballonen. Men hvor ballonen er flad, er ”The Boatman” fyldt med nerve og intensitet, og det er her, Balthazar for alvor træder i karakter. Lækkert og tilbagelænet og med masser af detaljer og overskud, der viser et band med idéer og talent.

Til sidst slutter det hele af med ”Blood Like Mine”, som fortsætter i det samme britiske spor med en rudimentær velklingende melodi, men med en sær og skrabet lyd på instrumenterne og en fordeling, der umiddelbart ikke er logisk. Vokalen og bassen ligger helt i front, mens synth og guitar som understøttende remedier til den sarte komposition. Som om melodien skaber sig selv i pauserne mellem bassens anslag.

Fascinerende og fængende er det, og Balthazar er et navn, man bør holde sig for øje. De kan godt blive opvarmning for Arcade Fire en dag, men indtil da er Applause et godt sted at starte.

Tags from the story