Band Of Skulls: Sweet Sour

Alt under kontrol

Southampton-trioen Band Of Skulls har formået at ignorere klichéen om ”den altid svære toer”, og har skruet albummet Sweet Sour sammen med godt håndværk, og hvad der ligner legende lethed. I forhold til deres debut er trioen i højere grad begyndt at spille med musklerne. I en solid formation med guitar-bass-trommer rammer de selvsikkert en vellykket kombination af skæve vers, der emmer af blues og munder ud i mere eksplosive omkvæd med en snerrende huggende guitar, hvor Band Of Skulls bedst beskrives som kontrolleret sexet garagerock.

Det var vel nærmest konklusionen. Lad mig uddybe:

Titelnummeret, som åbner pladen, er et glimrende eksempel på gruppens vellykkede balance mellem kontrollerede og groovy vers og energiudladninger i omkvædene. Tankerne ledes næsten uundgåeligt mod White Stripes – både i numrenes opbygning, og især når forsangerrollen deles mellem guitaristen Russell Marsden og bassisten Emma Richardson. De to klæder hinanden godt, og i det hele taget er Band Of Skulls en godt sammentømret gruppe, som på flere punkter leverer, hvad førnævnte altid hypede White Stripes har manglet i min bog.

Men de er nu deres egne, Band Of Skulls. Den snerrende guitar og tonsertrommerne er svøbet ind i bluesrock, og gør trioen konstant interessant på Sweet Sour . Uforudsigelige er de, når de på den afdæmpede og melankolske ”Lay My Head Down” langt henne i nummeret alligevel slipper Marsden løs på guitaren, og lader ham give sjæleren et skud støj, der er til at tage og føle på. Trioen skruer kun sjældent op for tempoet, og pladens første single ”The Devil Takes Care Of His Own” er et godt eksempel på de mange skæringer, hvor det kontrollerede tempo aldrig går ud over den skarpe kant.

Nok er Band Of Skulls fra det sydlige England, men de leverer en vare, der uden tvivl også er målrettet mod resten af Europa og måske især USA. De griber fat i flere rockdyder, og de har dem under fuld kontrol hele vejen igennem albummet.

Tags from the story