Beach House: Bloom

Endnu et vellykket stykke drømmepop fra Baltimore

Støvede suggestive toner og repetetive hypnotiserende rundgange er atter i centrum fra den drømmende Baltimore-duo Beach House. Der hersker fortsat adstadigt gående drømmepoppere på bandets fjerde ombæring Bloom. ”Wild” og ”Lazuli” er præcis så døsige og vanedannende, som den musik Beach House altid har været garanter for.

Stemningsmættede og sært livgivende i al deres tilsyneladende ugidelige og henslængte melodier er amerikanernes største force. Victoria Legrands stemme – der fortsat minder om en mørk pendant til vores egen Anisette – mørke orgel og synth-droner i mødet med Alex Scallys guitarornamenteringer er langt hen ad vejen som manna fra himlen og honning for øregangene. Kunsten er så ikke at klistre og sukre det blidt vuggende lydbillede så meget, at man ufrivilligt må gribe efter insulininjektoren og det styrer duoen som oftest fri af.

Okay, der er momenter hvor det er snublende nær ved at kamme over i dyner af lyserødt velbehag, som bl.a. på ”Other People”, hvis omkvæd har en uheldig odør af lummer Radio Soft. Samme bismag har ”The Hours”, hvorimod ”Troublemaker” har et brusende og kraftfuldt omkvæd der rammer rent plet.

Den vel anonyme ”Wishes” styres lige akkurat fri af kedsomheden, fordi den toppes af smukke guitarlinjer, der virkelig får de små hår op at stå.

Alt i alt domineres Bloom dog af tårevækkende smukke sange, der både gør sig for nedrullede gardiner og solskinsfyldte sommerdage. Er der malurt i bægeret, er det at albummet lyder akkurat som Teen Dream, men if it aint broke don´t fix it. Bloom er som et blomstrende og frodigt kram og kan bestemt anbefales dagdrømmere og ligesindede skønhedssøgere.

Tags from the story