Beach House: Teen Dream

cover-beachhouse-teendream-2010-300x300

Smukke støvede stemninger fra Baltimore’s neohippier

Duoen Beach House har pakket deres kluns og søgt mod en forladt kirke i upstate New York, for at skabe, skrive og indspille deres tredje langspiller Teen Dream. Det skulle man så tro, ville resultere i en højstemt, salvelsesfuldt stille og mere indadsøgende lyd, og måske endnu mere spøgelsesagtig og tilbagelænet end deres tidligere udspil. Men nej, der er faktisk flere up-tempo numre, mere musikalsk næsten rocket bund og større fylde og mættethed i lyden på Teen Dream. Det betyder ikke, at man ikke kan genkende Beach House eller at der på nogen måde er sket landvindinger i bandets univers, så det støt stigende antal fans kan forholde sig rolige.

Beach House er som altid dybt forankrede i fortidens lyd og røgede stemninger. Rodfæstet i 60’ernes og 70’ernes hippiepsychfolk  gør bandet en dyd ud af at lyde som bedagede anakronister. Man kan næsten dufte urteteen, fy-tobakken i majspiben og mærke den kradse sweater omsvøbende den batikfarvede t-shirt, mens man i stearinlysenes skær sidder i meditationsstilling og reflekterer over, om man bør lade stå til, eller revolutionere verdens uligevægt.

Alligevel, eller måske netop derfor, er det befriende at opleve et band som Beach House falde i den moderne ungdoms smag, med deres bevidste tilbagesøgen mod fordybelse, ro og tid til (selv)indsigt/erkendelse.

Inden det hele ender i langhårede politiske manifester og en væven om selvudvikling, skal det siges, at man sagtens med stor fornøjelse kan høre pladen, uagtet at man er fløjtende ligeglad med ovenstående, for der er masser af musikalske godter på Teen Dream.

Victoria Legrands smukke og indtagende vokal, lyder i løbet af pladens ti numre, som en skønsom hybrid af Mazzy Stars Hope Sandoval, Nico og vores egen nationale stolthed fra Savage Rose, Annisette. Apropos Nico er der distinkte dufte af Velvet Underground i den amerikanske duos lyd.

”Zebra” åbner herlighederne med en simpel, men lækker guitarrundgang, som startes alene, mens der forsigtigt tilføjes nye instrumenter i en lag på lag tilgang, med en klar og tydelig lyd. Først bly trommebækkener, så vokal og syntetiske blæsere, og det lyder som en tiltagende udvikling, men fremdriften er egentlig stillestående, uden at det gør spor, for det er fremragende og et af Beach Houses absolut bedste numre.

På ”Silver Soul” er vi tilbage i vante Beach House gænge med et dovent psychfolk nummer af høj klasse.

”Norway” er førstesingle og væsentlig mere up-beat end det er sædvane for bandet med den tilbagelænede og ugidelige hazy lyd. Orgel og korstemmer blander sig og stiger og falder i intensitet, mens skævvredne sfæriske keyboardtoner ligger underneden og kradser og forstyrrer på forunderligste subtile vis, som var My Bloody Valentine inviteret indenfor i kirken. Et stort nummer og en udpræget fornøjelse at lytte til.

”Walk In The Park” er sammen med ”Zebra” nok pladens bedste nummer og en fuldtræffer som vækker mindelser om Jefferson Airplane, men med en sørgmodig, tårefyldt og genial Peter Hook lydende basguitar, som er fandens melodisk og fuld af tårefyldt tristesse på én gang, mens naivistiske, insisterende og hjerteblødende orgelklimp strøs med rund og galant hånd – en eminent og støvet lullaby i drømmeland som dog, til trods for alle superlativerne, slutter en lille smule uforløst. Det nummer er afhængighedsskabende pr. definition og måtte godt have varet endnu længere, havde jeg haft noget at skulle have sagt. 

”Used to Be” har et næsten, for Beach House så sjældent, opstemt og glad omkvæd fuld af flotte korfills og smittende klavertoner og man løftes helt op i skyerne, når det eksekveres – et englesmukt nummer.

”Lover Of Mine” har gode og sjælfulde, caberetagtige orgelklange helt i Ray Manzarek´s ånd, mens Legrand synger med stor indlevelse, overskud og en indimellem næsten brugt og hæs whiskeyinficeret stemme, som passer rigtig godt til sangens kærlighedstematik.

Niveauet på de afsluttende fire numre holder højde, kun med undtagelse af det lidt trivielle “Real Love”, mens lukkeren “Take Care” er en varm og omfavnende melodi som gør rigtig godt i denne kolde januar. Inden da kommer vi lige forbi det stærke ”10 Mile Stereo”, med sine gadedrengehoppende trommebeats, synthstrygere og en stærkt syngende Legrand, som når uanede højder i sit vokale udtryk, mens det hele bygger op mod et rygradsrislende afslutningsklimaks med en storm af strygere – frygtindgydende smukt.

Teen Dream’s musikalske perler er vanvitttigt gode og klasser over det, mange andre bands tør drømme om. En plade, som på trods af udgivelse så tidligt på året, allerede har opnået et wildcard til listen over årets album.

En fuldtræffer af en treer fra Baltimores neohippier, som helt i bandets ånd er booket til koncert på Loppen 26. februar – be there!

Tags from the story

Skriv et svar