Beady Eye: Different Gear, Still Speeding

Tidløst eller utidigt?

Han har altid været den flabede og rapkæftede klovn, der nok skulle skabe opmærksomhed. Og kunne opmærksomheden ikke være af den positive slags, så kunne den altid være modsat. Han har været årsag til mange overskrifter, og han har været grunden til, at mange Oasis-fans har måttet vælge side. Holdt man med gavflaben Liam eller med den på overfladen mere velovervejede Noel?

Jeg var klart en Noel-tilhænger, da brødrene begyndte at køre skævt af hinanden. Og jeg var også blandt dem, der blev lidt træt af den drejning, Oasis tog efter de første tre albums. Derfor er det både overraskende og overrumplende, at Liam og hans band Beady Eye, der nærmest er Oasis uden Noel, formår at skabe så stærk en debut.

Forventningerne gik i retning af overgearet psykedelisk britrock’n’roll, men sådan er resultatet ikke blevet. Meget vel, der er psykedeliske elementer, der er britpop, der er rock’n’roll – men der er også en Liam Gallagher, der holder sig selv i nakkeskindet og undgår den værste attitude-fokus. For første gang længe lyder han som om, at han rent faktisk bryder sig langt mere om at levere en god vokal og en god sang, end han bryder sig om at pleje sit brogede image. Det er musikken, der er i centrum, og det klæder ham.

Albummet veksler mellem de pænt tempofulde rock’n’roll-numre med klare referencer til britisk rockhistorie, og så suppleres der med en fin og følsom side af Liam Gallaghers vokalrepertoire, når den klassiske Beatles-tradition holdes i hævd med sange, der i nogens øre vil være tidløse hits – i andres øre utidig kopi.

Særligt singleforløberen ”The Roller ” er forbandet vellykket med sin akustiske bund, mens ”For Anyone” er fuldstændig Beatles-revival trods fraværet af korharmonier. ”Millionaire” hører også til i denne kategori, mens ”The Beat Goes On” er knap så meget Beatles, men dog Liam fra en nydelig følelsespræget afdeling, hvor den vrængende attitude er gemt helt væk for i stedet at positionere et helt anderledes personligt nærvær.

”Kill For A Dream” og ”The Morning Son” er stort opbyggede Oasis-classic-numre. Det er en smagssag, om man bryder sig om stilen, om man synes, at Gallagher burde være kommet længere, eller om man oplever et glædeligt genhør med gode minder. For mit vedkommende hører særligt ”Kill For A Dream” til blandt favoritterne på dette album, hvor jeg ikke skal føle mig for fin til at glæde mig over at høre et nyt nummer, der ligeså godt kunne have været blandt de bedre fra Oasis.

Når tempoet skrues op er det som om, at virkeligheden løber lidt fra Beady Eye. Udfaldet er fornuftigt på ”Four Letter Word” og ”Standing On The Edge Of Noise”, mens de resterende numre kunne undværes. Og rent opbygningsmæssigt kan det undre, at albummet åbner fint på de tre første tracks, men derefter falder helt til jorden på ”Beatles and Stones”, ”Wind Up Dream” og ”Bring The Light. Tre numre, der fylder nok i sammenhæng til, at man keder sig, skipper fremad og mister fokus. Tre numre, der kunne have været helt udeladt – eller i det mindste været spredt bedre mellem albummets gode numre. Heller ikke ”Wigwam” falder i min smag med sin lidt for langtrukne slutning, der udvander det ellers pæne potentiale, der findes tidligere på nummeret.

Alt i alt overrasker Liam Gallagher og Beady Eye ganske positivt. Der er uforståelige momenter undervejs, men der er også en tone og en klang af seriøsitet, vilje og troværdighed, som er stærkere, end jeg havde turdet håbe.

Liam Gallagher markerer sig som en sanger, der har skiftet fokus, så det nu er musikken, sangen og vokalen, der er i centrum, i stedet for den berømmelse, der har gjort ham berygtet. Det klæder ham og er en afgørende nødvendighed for Beady Eye, som debuterer mere end fornuftigt, men som også har sine ligegyldige stunder og sine udfald undervejs.

Tags from the story
, ,

1 kommentar

  • Det lyder ganske lovende, og i hvert fald bedre end jeg havde regnet med… Jeg er vist nødt til at få fat i det album :)

Skriv et svar