Bear In Heaven: Beast Rest Forth Mouth

Besynderlige og skræmmende gode sange fra pelsklædte wonderboys

Mange lovprisninger er løbet efter Beast Rest Forth Mouth fra diverse musiksites og blade, så jeg havde næsten håbet, at jeg kunne argumentere for albummets mangler eller bandets urimelige hype, men ak, jeg må falde til bjørnepatten som de andre og melde mig til koret af ja-sigere for det er et helt igennem fremragende og følelsesvækkende udspil Bear In Heaven har lavet

Den amerikanske trio fra Brooklyn, New York under den tålmodige lytter det rigtig godt på Beast Rest Forth Mouth. På trods af et vidtfavnende og eklektisk univers er bjørnehimlens udgangspunkt af den sørgmodige slags. Melankoli er kodeordet, både hvad angår musikalsk islæt og stemninger. Det er tilbagelænet og svævende på trods af de tungt bastante dubtoner og diverse beats i alskens mol-varianter. I bjørnenes gryde er ingredienser som synthpop, shoegaze, krautrock, dreampop, elektronica, amerikansk 80er indie og artrock i kog, helt uden det virker overlæsset eller forvirrende, fordi grundtonen er så sammenhængende og gennemarbejdet. Jon Philpot´s vokal ligger lunt og godt og paralleller til Mercury Rev´s Jonathan Donahue både hvad angår stemmeleje, intonation og den lettere flade amerikanske accent ligger lige for.
Den er på én gang nærværende, grænsende til det anmassende og distant og flyvsk.

Bassist og guitarist Adam Wills, fortæller at bandet ikke skriver en sang på dagsbasis, ej heller ugebasis, men bruger måneder og det forstår man, når man lytter til albummets kompleksitet, for det som ved første lyt lyder enkelt, indimellem decideret simpelt, gemmer på mange lag som over tid aflejrer sig hos lytteren.

Det forunderlige er, at selvom melankolien og de tristesseindsvøbte toner dominerer musikken, er man alligevel sært opløftet bagefter. Man forsvinder tit og ofte ind i musikkens univers og mister fornemmelse af tid og sted. Ikke at man falder i staver og glemmer at lytte efter, snarere suges man ind i de respektive numre uden at opdage det. En ret sær fornemmelse, som kan indgyde fryd eller frygt afhængig af ens personlighed. Det er lidt den samme fornemmelse, som når man ser en film af David Lynch. Man aner hele tiden noget foruroligende under overfladen. Alt fremstår umiddelbart som fryd og gammen, men der løber hele tiden mørke skygger under og igennem numrene, som ryster og forstyrrer en. Uudgrundelige stemninger fra sindets afveje. Der er endvidere en tone som gennemsyrer udspillet, der kalder på eftertænksomhed, som en sen nattetime foran en sagte ild.

Uden de store armbevægelser formår Bear In Heaven, at bevæge og forføre gennem hele udspillet, men især anden halvdel imponerer mig. ”Drug A Wheel” lyder f.eks. som en blanding af Fever Ray og Japan anno Tin Drum, bakket op af Grizzly Bear (endnu en fra bjørnebanden) i en nærmest tribal horrormovie, tilsat, nåh ja bjørnebrummen. Det tilsammen giver en aldeles aparte og spændende sang fra drømmedybderne af sindet REM-niveau.

Netop Joe Stickney´s trommer er dominerende på udspillet og den tribale sound går igen på flere numre. Eksempelvis gør den fortrinlige åbner ”Beast In Peace” sig i stampende percussion på et monotont og tungt tæsket nummer, som trækkes op fra bunden af en lys vokal fra de højere luftlag i samarbejde med de allestedsnærværende synths, mens den geniale ”Deafening Love” er som en invitation ind i en indiansk svedhytte, mens uglerne og de faldne krigere fra hinsides, klukker og hvisker i kor. Det er hen ad vejen massivt og tæt på uigennemtrængeligt mørkt. Et bizart og voldsomt dragende nummer.

Også trommerne spiller en vigtig rolle på ”Fake Out”. Her forvitres synthrytmer og guitarstrukturer, mens vokalen holder os i ave med sin drævende intonation, i en sang som trommerne hele tiden arbejder på at destruere, men må se sig forgæves.

Førstesinglen og indie-hittet ”Lovesick Teenagers” er en slæbende og krukket teenagehymne med rødderne solidt plantet i synthpoppen, som den lød dekader tilbage. Synth-beatet genbruges på ”You Do You” i en sådan grad, at det nærmest kan betragtes som et søsternummer. Gentagelsen er dog velkommen, når det er gjort så overlegent og iørefaldende som her. En slags sen-periode Depeche Mode parret med amerikansk indierock.

”Wholehearted Mess” er på ingen måde rodet, men et skudsikkert uptempo nummer med masser af charme og melodi, mens ”Ultimate Satisfaction” kunne være Mew i et synthloaded nummer med herligt overstyrede keyboards. En sang med adskillige lag i musikken og på samme tid mørkt og skinnende smukt.

”Dust Cloud” er opdateret shoegaze med fine ornamenterede guitarfigurer, som sad Simon Guthrie fra Cocteau Twins i baglommen på Wills. Der bygges forsigtigt men insisterende op mod et klimaks, som er en voluminøs tordensky værdigt.

Som om disse ti herligheder ikke var nok i sig selv, belønnes europæere med en remix bonus-cd af hele albummet, som nok er et interessant appendix med både godt og skidt, men som ikke står mål med kerneudspillet. Ingen af de eksperimentelle versioneringer giver originalerne baghjul, endsige yder dem fuld retfærdighed. Kun The Fields´ hypnotiske electronica-version af ”Ultimate Satisfaction”, Brahms´ Underworld-parfumerede tag på ”Fake Out” og Justin K. Broadrick´s  maskinelle shoegaze-input på ”Dust Cloud” er små lys på et ellers overflødigt ekstra album.

Beast Rest Forth Mouth er bestemt en plade man skal gide bruge tid på, for den er umiddelbart mystisk, distant, uangribelig, sær og besværlig, men vælger man fordybelsen og udfordringen, er der meget at hente hos de excentriske og særegne pelsklædte Brooklyngutter.

Tags from the story

Skriv et svar