Beck: Morning Phase

cover-Beck-MorningPhase-2014-300x300

Beck overrasker igen

For en mand, der er notorisk kendt for sin produktivitet, har den 6 år lange albumpause, der netop er blevet afsluttet, været lige så underlig og uforudsigelig, som musikken på de 3 albums Beck udgav i gennembrudsåret 1994 (Stereopathetic Soulmanure, Mellow Gold & One Foot In The Grave). Og netop på grund af den lange pause, er det spøjst at det musikalske udtryk ikke har ændret sig betydeligt, fra den forrige plade Modern Guilts afslutningsnummer “Volcano”, til den nye Morning Phase, der må betegnes som endnu en milepæl i Becks imponerende karriere.

Siden Becks seneste studiealbum har vi, der er hardcore fans, har ganske vist kunnet lune os med glimrende singler som “Defriended”, “Life During Wartime” og “Looking For A Sign”, Becks producerarbejde for Charlotte Gainsbourg, Thurston Moore og Stephen Malkmus, samt det delvist vellykkede Record Club-projekt, men langsomt har Beck skrevet sig selv dybere og dybere ind i den musikalske glemmebog, som ham fra 90’erne med “Loser” og Odelay. Med Morning Phase beviser han endnu engang at han er så meget mere end den så velkendte 90’er-slacker.

Rolige Beck

Den lange pause, samt det nære slægtskab med mesterværket Sea Change fra 2002, har fornyet interessen for Hr. Hansen, og han kvitterer med et album der endnu engang beviser hvordan han konstant snyder sin lytter. Man forventer nærmest at han skal tage røven på en, og denne gang gør han det ved at søge tilbage til en af de mest elskede af hans mange lyde, uden at anstrenge sig med at bevise hvor eminent han er til at tage røven på os. Med andre ord snyder han os endnu engang, ved ikke at snyde os.

Morning Phase præsenterer den roligste Beck vi endnu har set. Da han allerede har bevist sit talent utallige gange, kan han koncentrer sig om at sammensætte gode sange, som er repræsenteret i rigt tal på Morning Phase, med “Wave”, “Blue Moon” og “Turn Away” som de lysende højdepunkter. De repræsenterer pladens lettere skjulte alsidighed, og rykker sig så tilpas langt væk fra Sea Change, at al snak om at pladen skulle være en sølle kopi af mesterværket er ubegrundet. Tværtimod er den hjerteskærende, strygerbårne “Wave” et af karrierens bedste numre. Et nummer der med faderen David Campbells storladne strygerarrangement, ganske vidst refererer meget til Sea Changes “Lonesome Tears”, men som med sin smukke komposition, og skarpe instrumentering, der med Becks sarte vokal og strygere bruges som de eneste virkemidler, mest af alt står på egne ben. Ligeledes genopfinder han sin folk-lyd på “Turn Away”, der med sine smukke vokalharmonier sagtens kunne have været at finde blandt de bedste sange i Simon & Garfunkels sangkatalog.

Det er mere fravalgene end tilvalgene der skaber Morning Phase, der med sin velvalgte instrumentering præsenterer glimrende sange i en til tider perfekt indpakning. Desværre er numre som “Blackbird Chain” og “Country Down” ikke rige nok, på hverken interessante melodier eller instrumentale idéer, til at kunne måle sig med de førnævnte højdepunkter, og den ellers fine “Morning”, lyder mest af alt som et mash-up af Sea Change numrene “Guess I’m Doing Fine” og “Golden Age”. Disse tre numre er til at leve med, men de trækker trods alt så meget ned på helhedsoplevelsen, at de nemt kunne være sparret som ubemærkede b-sider, og eventuelt givet plads til et nummer som f.eks. 2012-singlen “Looking For A Sign”.

Tags from the story
Written By

Spiller guitar og synger i The Brazierlights In The Window. Laver hip-hop i Bring Me The Good Things og spiller bass i White Emphasis. Booker hos Cupid Come Booking. Derudover laver jeg en gang imellem musikvideoer og andre film relaterede projekter.