Before: 30 Minutes

17. maj 1981 – Saltlageret – København

Det er tredive år siden postpunkens danske arvtagere Before spillede en legendarisk supporttjans for New Order i det banebrydende spillested Saltlageret. New Order var så småt på vej til at finde sig selv efter Ian Curtis’ sørgelige verdensexit fra moderbandet Joy Division og spillede stadig frysende kold og mørk rock ikke ulig det de lavede sammen med Curtis. Hvad var derfor mere nærliggende end at lade de danske åndsbrødre varetage stemningsopbygningen inden Manchestergruppen skulle på.

Den koncert skulle blive en af de mest mytologiserede og legendarisk omtalte i lange tider. Ikke blot fordi Before gav en frygtindgydende tour de force i musikalsk angst, paranoia, desillusion, selvhad, afmagt og ituflåede følelser, men også fordi guitaristen Martin Hall efterfølgende forlod bandet for at danne det ligeså banebrydende orkester Ballet Mécanique.

Before bestod udover Hall af bassisten Lars Bo ”Tolle” Tolstoy, Michael Rasmussen på trommer – som senere fortsatte i et andet band omkring ”pisserenden”; The Sandmen og det måske mest iøjnespringende medlem Fritz ”Fatal” Bonfils. Bonfils levede i den grad på kanten af livet og hører man til én af dem, der så ham spankulere rundt i omegnen af Larsbjørnstræde i årene omkring og efter Befores brud, vil man vide, at de øjne han kiggede med én på, lyste af noget der tangerede manisk galimatias. Flere valgte i hvert fald at skifte fortov, når han optaget af egne tanker, der væltede ud ad munden på ham, kom hastigt gående ad strædet.

Before udgav i 82 milepælen indenfor dansk postpunk og New Wave A Wish For Life. Denne koncert ligger altså før debuten, men indeholder ”Surrender”, ”Special Surprise” og ”Wasteful Hours” fra dét album. Som et lille kuriosum var New Orders bassist Peter Hook lydmand for Before den pågældende aften.

Efter en noget ubehjælpsom ”Intro”, hvor Bonfils kommer til kort udi den engelske intonation og ordvalg, hamrer Hall voldsom metal ud af sine strenge, med en sådan styrke og sammenbidthed, at det læner sig mere op ad metallens tyngde end punkens diskante og aggressive letbenethed. Lyden er i gængs hi-fi forstand elendig, men det gør ikke spor for det skal lyde grimt, grumset og med mikrofonstøv overalt på optagelserne. Lidt poppet sagt kan man sige, at det handler mere om en tilstand end egentlig musisk vellyd.

”Alle Fangerne” har en pågående viljestyrke, der viser hvor unik en personlighed Bonfils var på den danske undergrundsscene. ”Special Surprise” bæres af tommetykke bashug og et tæppe af desillusionerede mol-akkorder, mens Bonfils ser rødt, forstærket af massiv ekko på vokalen. Nogen stor sanger er han sgu ikke, men hold fast en prescence, karisma og usvigelig gennemslagskraft den mand havde. Han brænder simpelthen igennem cd´ens bits, så man suges til materialet og helt fysisk føler sig tilstede den aften.

Som tidligere nævnt ligger en stor del af materialet på 30 Minutes før debutudgivelsen og er mere agiteret og primalpunket i sit udtryk end den senere 60´er inspirerede og harmoniske lyd. Bare lyt til ”Beautiful Crisis”, der ikke lader Dead Kennedys noget efter. ”Whip On My Shoulder” er nok sættets stærkeste nummer. En suveræn, desperat og medrivende rocker, af den slags der er gjort af folk, der lever helt ude på kanten, med frit kig til sindets afkroge.

Af de fire medfølgende demoer står især ”Surrender” stærkt med et bundsolidt og tungrocket riff, der fører en medrivende sang helt i mål.

Som et tidsdokument er 30 Minutes en forrygende halv time om et kompromisløst ungt band, der fostrede egensindige kunstnere som Martin Hall og Fritz Bonfils og som velsagtens kan indtage podiet som et af Danmarks helt store postpunk bands, der sagtens kunne bide skeer med de store populære udenlandske åndsfæller.

1 kommentar

  • Fin anmeldelse og lokkende for os, der gerne ville have været med dengang, men var for unge. Men Martin Hall gik ikke ud for at danne Ballet Mecanique, de var allerede i gang. Han gik ud for at koncentrere sig om B.M.

Skriv et svar