Benjamin Gibbard: Private Lives

cover-BenjaminGibbard-PrivateLives-2012-300x300

Flere fine sange fra dødstaxaens katalysator

Benjamin Gibbard er en fremragende sangsnedker. Ikke alene laver han fine sange med sit hovedband Death Cab for Cutie, men også under navnet The Postal Service og i samarbejde med Jimmy Tamborello´s elektroniske act Dntel, viser han storform når det kommer til substantielle sange med vægt på bittersøde temaer, sunget med en flot ren stemme i det lyse leje.

Nu står han så for første gang på helt egne ben under eget navn, men det er såmænd ikke langt fra moderbandets lyd, det han præsenterer os for på Former Lives. Vel spiller den akustiske guitar en større rolle under egen signatur, men sangene kunne snildt spredes ud under Death Cabs diskografi uden nogen ville løfte et øje af den grund.

Fraset centersangen ”Something Rattling (Cowpoke)”, der er en herlig tex-mex horn-inficeret mariachi-sang og lidt blid acapella på åbneren ”Sheperd´s Bush Lullaby”, er der som nævnt intet nyt under Gibbards sol, men det gør ikke spor, for hans sikre øre for den lidt skæve og melankolske popsang er i spil langt størstedelen af tiden på Former Lives. Den lyse labre vokal spreder lyttelyst undervejs på de tolv numre og helt som forventet, når man har med Gibbard at gøre, åbner sangene sig over tid. Hvor de ved første lyt kan synes vel tilfældige og flygtige med et nik til den søde side, giver tiden dem pondus og sætter dem fast i øregangene.

De ligefremme ”Dream Song” og ”Teardrop Windows” lyder næsten som Beach Boys med et indietwist og gør sjælen og ørene godt. ”Bigger Than Love”, hvor Gibbard synger smuk duet med Aimee Mann, har et godt øje til skotterne i Teenage Fanclub og er nok Private Lives glansøjeblik, mens den fine sonet ”Lily” sagtens kunne have indgået i et Nick Drake sæt, dengang han huserede på vor jord. Rigtig god er den country/americana-duftende ”Broken Yolk In Western Sky” komplet med pedal-steel guitar også.

Alt er tilbageholdt og lidt lettere i stil end man er vant til fra Gibbards andre konstellationer med undtagelse af den behørigt rockede ”Oh, Woe”, der lyder som et outtake fra 2011´s Codes & Keys, og det er gjort med høj klasse. Kun banaliteten ”Lady Adelaide” og lejrbålsstemningen på ”I´m Building A Fire” kunne jeg godt have undværet, på et ellers glimrende album, der egentlig kun lider lidt under samme problem som Death Cab For Cutie, nemlig at sangene kan have tendens til at lyde en kende ens over et helt album. Det er dog en mindre detalje og er man én gang faldet for Gibbards hovedband, kan man roligt gå ombord i Private Lives, der er flere niveauer over, hvad man ellers bliver mødt af, når det kommer til bittersøde kompositioner af den gamle indiepop-tradition.