Benjy Ferree: Come Back To The Five & Dime Bobby Dee Bobby Dee

cover-benjy-ferree-comebacktothefiveanddimebobbydeebobbydee-2009-300x300

Amerikansk overraskelse i flere lag

Enten lykkes konceptalbums til fulde, eller også mislykkes de i høj grad. Sådan forholder det sig ofte, når kunstnere sætter stramme rammer for deres værker. Hos amerikanske Benjy Ferree skal man have tålmodigheden med sig, inden man hopper fra den negative skala til den positive på dette retro-rock’n’roll-album, der er inspireret af barnestjernen Bobby Driscoll (ham der spillede Peter Pan), der ikke holdt til et større narkoforbrug og døde i en tidlig alder.

Come Back To The Five & Dime Bobby Dee Bobby Dee er Benjy Ferree’s andet album, og det viser en sanger og sangskriver, der evner at bevæge sig smidigt rundt mellem genrer, der dog alle bindes sammen af elektriske guitarer, der med et retro-agtigt præg svinger som i gammeldags rock’n’roll, men som alligevel har det moderne og skæve snit, der giver indie-prædikatet.

”What Would Pecos Do” er et meget sjovt eksempel på det skæve sted, Ferree placerer sig, for mens det er et udpræget indie-nummer, så tilføjes der pludselig et uh-uh-kor, som var det taget ud af en 50’er popsang, mens guitarerne ræser videre i rock’n’rollede svingninger.

”Fear” har også retro-pop-præget, og det er egentlig ejendommeligt, at Benjy Ferree’s spinkle stemme kan rumme disse genreskift, uden at han mister tilstedeværelsen i sangene. ”Big Business” har næsten et præg af Twisted Sister eller andre glam-pudler fra 70’erne, mens ”I Get No Love” har et barnligt simpelt og skramlet guitarpræg i introen, men som de øvrige numre ender i fine indie-rock’n’rollede takter.

Den helt store oplevelse for mig er den poppede og iørefaldende ”The Grips”, der ikke afslører Benjy Ferree som en herre med en stor stemmepragt, men han formår at kaste så meget nærvær ind i den sang, at jeg formoder det ville lyde på samme måde, hvis Okkervil River gav sig 100 procent i en personlig udgave af ”Unchained Melody”.

Efter utallige gennemlytninger overrasker Benjy Ferree stadig stort på hvert eneste nummer. Det kunne gå hen og blive lidt af en kult-klassiker, og det er egentlig unfair at anmelde et album, inden man føler at man er nået helt til bunds. Men Benjy Ferree bliver ved med at lægge nye lag i sine sange – som om de udviklede sig videre efter indspilningerne.

Det gør Come Back To The Five & Dime Bobby Dee Bobby Dee til et overbevisende og forrygende album, men det betyder også at der ikke findes helt så megen ro og balance, at man som lytter føler sig helt fortrolig med indholdet. Hvis pludselig de brikker falder på plads i løbet af de kommende måneders gen-gennemlytninger, så vender jeg gerne tilbage med et par ekstra takker på karakterskalaen, for potentialet er eminent.

Men der mangler det sidste i sammenhæng, helhed og balance til, at de enorme ambitioner får plads til at udfolde sig til fulde.

Tags from the story

Skriv et svar