Betting On The Mouse: BOTM

Svulstigt, patosladet Art Noir Rock

Betting On The Mouse (BOTM) har rumsteret i godt et par år, og debuterer med en gennemarbejdet og ambitiøs EP, der med blot fire skæringer stinker af både talent, mod og med et superpotentiale til at lave årets fuldlængdealbum. Hvis de kan holde standarden fra det meste af dette album, kan det kun gå for langsomt at få jaget kvartetten ind i det nærmeste studie, iført sorte kapper, med røgelsespinde i ærmerne og med det sorte blod løbende fra øjenkrogene. Det er gotisk og slæbende, samtidig med, at det er storladent og stemningsfuldt, uden at bestå af tomme klicheer og fad attitude.

På mange måder minder de tre første numre med deres indadvendte og uforsonlige undergrundsstemning om firsernes Alive With Worms, hvor det gotiske går hånd i hånd med det ekspressive og det alternative i en kraftfuld cocktail af underspillet Rock Noir.
”Desert of Wasted Plans” har en nærmest hypnotiserende ørkenrislen over sig med Martha Marie Skous alt-vokal og Xian Foos minimalistiske trommer og perkussion, der kunne være soundtracket til en dyster Ennio Morricone-western.

Den efterfølgende ”Reach me” har en længselsfuld stræben efter forening – selvom det er åbenlyst for enhver, at det aldrig vil ske! Det er en usædvanlig simpel smuk sang, skrevet med en smerte og en vellyst og længsel, hvor det både gør ondt og gnistrer af saft og kraft. Skous vokal har kvaliteter som en Beth Gibbons, og det fodslæbende tempo kunne være iscenesat af Nick Cave. BOTM trækker på flere inspirationskilder, men kvaliteten og integriteten af numrene gør dem til deres egne, og får dem til at blive stående som mørke, flagrende skygger i nattens stille, frygtindgydende ro.

”Sleeping” har noget mere drive og tempo, som igen understreger den firseragtige undergrund, og der er ingen tvivl om, at BOTM ville have fejret store triumfer, hvis de havde spillet deres mørksvulmende rock i Barbues røgfortættede lokale for et sortklædt publikum. Igen er det imponerende, hvordan det underspillede og ikke mindst den effektfulde rock formår at indvirke med få midler og efterlade et indtryk af et band, der rammer med lige dele originalt talent og en genrebevidsthed, der holder udtryk og fokus fast på en overbevisende maner.

Derfor er det dobbelt ærgerligt, at skiven sluttes af med det nærmest crooneragtige ”Your Private Swimmingpool”, der mest af alt lyder som Billie Holiday, spillet i en tindåse. Det virker ærligt talt unødvendigt og med et så tydeligt genrebrud, så man netop mister fokus og den fornemmelse af styrke fra de indledende numre, at det trækker noget ned i det samlede billede. Konklusionen her fra er derfor, at der er 75 gode procenter at arbejde videre med – og kan vi få lagt Bilie Holiday i graven en gang for alle, kan jeg kun glæde mig til at høre det fuldlængdeudspil, der forhåbentligt snart er på trapperne.

Tags from the story

Skriv et svar