Bettye LaVette: Interpretations: the British Rock Songbook

Lad det være sagt med det samme: Bettye LaVette er bestemt en dygtig sangerinde. Hun synger rent, og det er behageligt at høre på. Så er den ged ligesom barberet. Desværre er det jo ikke kun en god stemme det handler om. En plade skal have andet og mere at byde på, og her halter det altså gevaldigt.

For på trods af, at pressemeddelelsen omtaler et væld af gode anmeldelser fra anderkendte medier, så kan jeg ikke lade være med at undre mig over, hvorfor Bettye LaVette vælger at lave en plade som er så uendeligt let at komme til at ødelægge. Kald mig bare romantiker, men hvis man vil pille ved rockklassikerne, så skal man godt nok have en god undskyldning og bringe noget nyt til torvs. Og det gør Bettye LaVette overhovedet ikke.

For sandheden er, at når man vælger at fortolke det engelske arvesølv, som feks Pink Floyds “Wish You Where Here”, så er sandsynligheden for at det går galt stor. Og det gør det desværre. “Wish You where Here” er, muligvis, den ultimative kærlighedserklæring. Nu med et ekstra lag Brun sovs, af den tykke, gel-agtige slags, som vor mormor laver den, og nærmest uigenkendelig og sjælløs. Jeg er ikke til det. Jeg synes ganske enkelt at både Bettye Lavette og den engelske sangbog fortjener langt bedre.

Endnu værre er det på pladens næstsidste skæring, hvor det er Elton Johns “Dont Let The Sun Go Down On Me” som er fuldstændig uigenkendelig, hvis det ikke var for en nådig akustisk guitar som på ægte lejrbålsfacon spiller temaet ind imellem. Det er virkelig forceret og virkelig… trist!

Tilbage står et meget velproduceret baggrundsorkster, som spiller så forudsigeligt og fantasiløst at der ikke er et trommefill eller en basgang som overrasker. Det er sikkert meningen at de ikke skal tage fokus fra Bettye Lavette… I stedet hjælper de bare med at gøre pladen endnu mere… Ligegyldig.

Tags from the story
, ,
Written By

Skriv et svar