Bibio: Vignetting the Compost

cover-bibio-vignettingthecompost-2009-300x300

Soundtrack til slow-motion filmen om græssets stille groen

Det er godt nok et mærkværdigt udspil, som Bibio har sendt på gaden. Vignetting the Compost lyder som et soundtrack, der ville gøre sig formidabelt til en kult-film, der i slow-motion viser, hvordan havens planter og græsstrå ligeså stille og roligt vokser et par millimeter mens man kigger med.

Det er yderst stillestående, men der er en vis charme i de primært instrumentale abstraktions-numre, der sniger sig roligt og forvirret afsted. Små melodilinjer kan opfanges hist og her, men det er mere det bastante lydbillede af næsten ingenting, der er kendetegnende for de 16 lange og langstrakte lydflader.

Det er britiske Stephen Wilkinson, der gemmer sig bag kunstnernavnet Bibio, og han har næppe de store intentioner om at ramme hitlisterne. Tværtimod. Og i den retning er han lykkedes hundrede procent med dette album. Af og til fanges man af en eller anden lille krog i musikken, der sender et fnug af åbenhed gennem lydbølgerne, og ”Great are the Piths” er albummets hovednummer, der næsten minder om en rigtig melodi.

Det er dog i allerhøjeste grad et projekt i niche-navle-pilleri og i abstrakt og dogme-agtig produktions-kunst. Således er det på trods af Bibio’s umiddelbare og organiske charme, ualmindeligt svært at gennemskue hvilket publikum, der skulle valfarte til pladebutikkerne for at sikre sig dette aldeles særprægede og mærkværdige album.

Men hatten af for, at kunsten stadig trives på den internationale musikscene, og for at Wilkinson har holdt sig selv vågen og til ilden under produktionen af dette ”værk”.

Tags from the story
,

Skriv et svar