Bill Kirchen: Word To The Wise

Rutineret på godt – og ondt

Med en alder på 62 er det ikke mærkværdigt, at den amerikanske musiker Bill Kirchen fremstår temmelig gammeldags. Det seneste album Word To The Wise forsøger dog at tage et mere ungdommeligt twist gennem duetter med en række mere eller mindre prominente navne, men det generelle billede, der står tilbage, er at der er tale om et roots-album med mere nostalgi end modernitet.

Det er med afsæt i country, rockabilly, rock’n’roll, rythm’n’blues og alle de andre traditionelle amerikanske musikformer, at Bill Kirchen lancerer sine seneste numre, og først når rammerne udfordres, synes der at opstå den fornødne stemning og elektricitet over sangene.

”Bump Wood”, ”Arkansas Diamond” og ”Valley Of The Moon” er rendyrket røvballe-country. Der er fart over feltet på rock’n’roll-nummeret ”I Don’t Work That Cheap” med Commander Cody på kompetente tangenter. ”Time Will Tell The Story” er sørgmodig country, mens ”Husbands And Wives” er en trist duet med alle klichéer og floskler intakte.

Blandt de mest prominente medvirkende er Nick Lowe og Paul Carrack, der dog ikke kan gøre ret meget andet end lige nøjagtigt at redde ”Shelly’s Winter Love” fra skræksommelig kedsommelighed. Til gengæld formår Elvis Costello at medvirke til at skabe et mindeværdigt og stærkt nummer på ”Man In The Bottom Of The Well”, der er fyldt med skramlet og elektrisk rastløshed og en formidabel melodi.

Bortset derfra er det småt med store øjeblikke. Titelnummeret er på nippet til at være det med sin gammeldags honky-tong-agtige instrument-blærerøvs-attitude, hvor det hele swinger lækkert på en nostalgisk måde, der fremkalder smil på læben. Men når alt kommer til alt vil det være et fåtal af gange, at et sådant nummer får mig til at hente Kirchen ned fra pladehylden.

Bill Kirchen har rutinen og erfaringen og bruger den i alt for høj grad på dette album, der ikke bringer meget nyt til musikkens historiske optegnelser. Elvis Costello leverer en pragtpræstation som gæstesolist – men bortset fra hans optræden, er der ikke voldsomt meget at skrive hjem om hos Bill Kirchen.

Skriv et svar