Bjarne Druedal: Kølig Regn

cover-bjarnedruedal-koeligregn-2010-300x300

Intet nyt under solen

Der behøver ikke være noget galt i at udsende et album til det modne pop-publikum. Men det er en genre, hvor det er tæt på umuligt at skabe noget, der ikke er hørt en million gange før, og det er problemet for Bjarne Druedal, der på Kølig Regn retter sigtekornet direkte mod P4’s formiddagsflade, hvor det er vigtigere ikke at skræmme nogen lyttere, end det er at ramme nogen for alvor.

For det er en pæn, nysselig og aldeles ufarlig overflade, som Bjarne Druedahl præsterer på sit andet album, der ligeså godt kunne have været udsendt for 15 år siden, som det kunne i dag. Kald det tidløs pop, hvis du vil være positiv – kald det at skabe musik uden den mindste snert af fornyelse, hvis du er mere skeptisk.

Der er ikke et eneste nummer, der rigtig sætter sig fast, når albummet er gennemlyttet. Sangene er velskrevne popsange, der er poleret og glattet ud i en sådan grad, at alt er fint, pænt og lysende klart. Jeg kan ikke undlade at tænke Morten Korch, men erkender dog, at titlen Kølig Regn er lidt for actionfuld til, at sammenligningen holder vand.

Men det er feel-good til det modne publikum, og der er næppe den store tvivl om, at Bjarne Druedal nok skal få sin airplay på P4 og de danske lokalradioer, der primært henvender sig til bingo- og dansktoppublikummet. Og respekt for, at det stadig kan lykkes at lave velproducerede albums med sangskrivning, der hæver sig betragteligt over det røvballebanale dansktop, og som samtidig har potentiale til at ramme det modne publikum. Skulle jeg give karakter ud fra, hvor godt Druedal lykkes med sit koncept, så kan man måske fordoble.

Set ud fra et kunstnerisk udgangspunkt, og set ud fra min oplevelse af, hvor stærkt indtryk Bjarne Druedal efterlader, har jeg dog svært ved at anbefale dette album. Målgruppen har garanteret allerede et par håndfulde udgivelser med andre kunstnere, der lyder nøjagtigt som dette, og derfor kan det synes relativt unødvendigt at investere i Druedals rare røst og pæne sange.

Tags from the story

Skriv et svar