Blaar: Ridser i lakken

Sympatisk og gennemtænkt men spinkelt udtryk

Århusianske Blaar debuterer med et album fyldt med skæve samfundskritiske historier og beretninger. Stilen er pop/rock med en solid kompetence på samtlige instrumenter. Melodisk har bandet dog et lille problem med at få drejet sangene, så de for alvor fanger. De gennemtænkte tekster opvejer ofte dette problem, men dog ikke i helt høj nok grad til, at albummet som helhed bliver helt vellykket.

Meningen er sympatisk og god, og det er pop i den skæve ende med fint varierede tiltag som mundharpe, koreffekter med videre. Men allerede fra åbneren ”Blaar i dine øjne” er det påfaldende, at melodierne er temmeligt indsnævrede og skitseagtige, og vokalen samtidig ikke har omfang nok til at give udtryk og fylde til de spinkle melodier. Det behøver ikke gøre projektet umuligt, men det vanskeliggør chancen for at lykkes til fulde.

På ”Natbar” viser bandet således, at det sagtens kan lykkes at skabe et stærkt udtryk trods førnævnte begrænsninger, og på ”Mikrounivers”, hvor melodien måske vil være for banal for nogen, er det dog et stærkt og åbent lydbillede, der imødekommer lytteren.

Til gengæld falder det ikke så heldigt ud, når tempoet skrues op på ”Kommer nok til bunds”, hvor det er som om, at hverken band eller udtryk helt kan følge med. ”Vågnet for sent” er et klart eksempel på, hvordan kombinationen af skrabet melodi og spinkel vokal giver et lettere kedsommeligt udtryk, selvom hele den instrument- og arrangementsmæssige del er forbilledlig. Det samme er tæt på at være tilfældet på ”Lang vej igen”, hvor den fine bund på arrangementet til gengæld giver en fin fremdrift.

Bortset fra de to indledende numre, der falder aldeles positivt ud, så er Blaar stærkest, når teksterne får lidt stærkere kant, end de gennemsnitlige tekster. Det sker for eksempel på ”Hvem redder os nu?” og til dels på den cirkusagtige ”Min læge siger”. Jeg kan ikke undlade at tænke på Ligusterlogik på disse numre, men må samtidig konstatere, at både melodisk og udtryksmæssigt halter Blaar efter.

Jeg er egentlig rigtig ærgerlig over, at jeg ikke kan skamrose dette album, for jeg er vild med udgangspunktet, tanken, konceptet og umiddelbarheden. Men det er bare for sjældent, at det hele kommer til at passe sammen i Blaars univers. Men når det gør, så giver det også løfter om, at dette band sagtens kan spille sig ind i hjerterne på den del af familien Danmark, der tør tænke selv, og som tør blive udfordret på hverdagens evindeligt tilbagevendende verdensbillede.

Tags from the story

Skriv et svar