Black Lillies: Black Lillies

Lad festen begynde, men albummet ligge

Den danske duo Black Lillies har med deres selvbetitlede debut, udsendt et album der veksler mellem det elegant lytteværdige og den hoftevridende og blæserfyldte funkfest som den tog sig ud for tre-fire årtier siden

Albummet lægger for med ”Cannonball” – måske en slet skjult henvisning til jazzlegenden og altsaxofonisten Cannonball Adderly? – i hvad der lyder som realoptagelser af en tur ned langs gaden på en af New Yorks gader. Herefter overtager synthflader og pianoanslag, mens et tykt og dansabelt hiphop beat følger op. Det er bestemt ikke ueffent, men føles alligevel noget bedaget i sit udtryk. Som eksempelvis det DJ Shadow og David Holmes lavede i midthalvfemserne.

”Cargo” overtager og her arbejdes ligeledes med et dansabelt beat, som er godt skruet sammen, men igen synes det hørt uendelig mange gange før. Der smides lidt sax, olietønder ala Safri Duo og en funky bas indover, mens det hele toppes og peppes yderligere op af congas, som nok skal vække lyst og glæde på dansegulvet, men hørt med fokus på lyttefordybelse, kører det i uinspirerende ring og med en kim af selvsving. Nu er det sandsynligvis ikke musik tænkt til sofaen eller til særlig undersøgelse af eksperimenterende musikalske nyskabelser, men indimellem på albummet forsøger duoen sig med mere melankolske og introverte ideer, som kalder på en anden indgang til Black Lillies musikalske univers og det er her bandet har en indgang til mig.

Inden da skal vi igennem ”A Rock In The Rain”, hvor de indledende instrumentale øvelser suppleres af Thulla Wambergs popjazzede vokal, som med sin forsøgsvis dragende og sensuelle stemme lander et sted mellem en hyggelig version af Karin Dreijer og Skye Edwards. Nummerets kattepote listende og melankolske antrit er dog en udpræget fornøjelse at lytte til. Jens Minkes melankolske og tårevædede guitarstrofer er små glimt i et ellers lidt tamt forsøg udi en jazz light med elektronisk twist.

Da ”Between The Lines” sætter ind er jeg direkte beamet hen til en aften på krydstogtskibet Love Boat´s dansegulv. Her mødes inciterende bossanova rytmer af Jo Harrops klangligt fine og dygtigt skolede vokal, men det hele har en em af ufarlighed og hyggenygge som en aften med band i musikkonservatoriets fredagsbar. Der er ikke en kritisk blækklat at sætte når det kommer til teknisk og musikalsk snilde, for Black Lillies kan deres metier til fingerspidserne, men jeg lades ikke bare kold, men også en smule irritabel over den spildte energi. Det er står simpelthen suppe, steg og is mejslet i arrangementet og nummerets tone og stemning har jeg kun hovedrysten overfor. En beskidt kant havde gjort saftige underværker!

Det samme gør sig for så vidt gældende på ”Elles Groove” der piano-groover derudaf med synth-tværfløjte, sambarytmer, små Manhatten Transfer lignende vokale babadababa spjæt, et arsenal af blæsere og smil til op over begge ører. Santana meets Blast. Det ligger lige til højrebenet som opført i tv 2´s studie fredag aften til Vild Med Dans. Også ”Searching” bliver for meget funky jazz lir, der lyder som et glemt funkrock band fra skulderpudernes og gelehårets årti for tredive år siden. Her gentages skabelonen fra ovenstående – og jeg som troede, at Mezzoforte og alskens blæserfunk for længst var afgået ved døden!

”Secret Loveaffair” er en lummer og funkfesen sang, tilsat lidt henkastet spansk guitar og sukkersøde kor og jeg må tvinge mig selv igennem miseren, der måske ville vinde gehør til en gymnasiefest, men er milevidt fra berettigelse på et album.

”In A Sweet Way” forsøger Black Lillies sig med triphop iklædt Wambergs vokal, der gerne vil anskues i samme liga som Beth Gibbons, men desværre ikke når den gyldne dame til sokkeholderne. Mindre kan selvfølgelig også gøre det og hun klarer sig da også hæderligt. Den efterhånden udtjente triphop genre, leveres præcis så slæbende og ugideligt som den skal. Dystre elektroniske toner fylder lydbilledet fint og lægger sig fint op ad Wambergs mørkevokal, der knækker og vrænger i overgangene. Men hvorfor hun skal recitere højstemt midtvejs, som var det et gotisk 4AD band er mig dog en gåde, for det ender imod hensigten og fremstår ufrivillig komisk.

På ”I Need A Little Time” går der elektroblues med et skud soul i bandet, komplet med vocoderindfald på Minkes ellers ganske fine vokal. Der står Minke både på den blaxploitation lignende guitar og de voldsomt cheesy Rhodes keys. Det nummer kunne lige så vel have været signeret start 70´erne som 2010. Der skal alligevel lyde små klapsalver herfra, for selvom det er tæt på at kamme over i cremet bluesstemning på denne lille lumre mol-sang, skaber Minke en pastiche på den svedige sorte variant af den frække soulgenre som er lige på kornet.

Den lille afslutter ”Vinternat” er en instrumental melankolsk vignet, der med sit sørgmodige univers snildt kunne ligge på et Tindersticks album. Eftertænksomme lydmalerier og et dystert klaver, der med dybe mørke anslag dribler ind og ud af musikkens tema gør en spændende lytteoplevelse, hvor man involverer sig og vælger at følge interesseret med gennem hele nummeret. Et flot afslutning, som det ville klæde Black Lillies af forfølge på næste udspil.

Black Lillies er måske nok et godt bud til festen for dem på 30+, men som album i 2010 er det både passé, uddateret og slet ikke interessant nok, dét elektro-funk-jazz duoen møder den efterhånden forvænte lytter med. Hvis bandet næste gang skippede de alt for nydelige og velfriserede funkfestligheder og kastede en anseelig mængde beskidt grus i maskineriet, eller i stedet fokuserede på det ”Vinternat” og tildels også ”Cannonball” er garant for, sad jeg gerne ved tastaturet igen – men det ville selvfølgelig være, at flå hele den musikalske rygrad og identitet ud af duoen.

Tags from the story

Skriv et svar