Black Mountain: Wilderness Heart

Forrygende psych-metal fra langhårede canadiere med svaj i bukserne

Nogle vil beskylde Black Mountain for at være uddaterede, slikkende på en overordentlig brugt tallerken, mangle innovation og helt fortabe sig i fortiden. Det er i og for sig alt sammen så sandt som skrevet, men det gør ikke spor, når det er gjort så overbevisende og med så megen ægthed og musisk fingerfornemmelse, som tilfældet er på Wilderness Heart. Jeg er bedøvende ligeglad med, at man kan referencere samtlige numre tilbage til dengang tungrock dinosaurerne dominerede rockfladen på moder jord, når bare man kan mærke bandet helt ind under sin hud i 2010. Og dét kan man, også i en grad så det rocker og bevæger mit efterhånden noget elektronificerede hjerte.

Wilderness Heart går emotionelt rørende hjerterum, hånd i hånd med mere aggressivt og tungt udlevende støjeskapader. Fornemmelsen er nærmest som en følsom og introvert lillesøster, på tur med sin mere udfarende og kamplystne storebror. De ti numre pendulerer næsten skematisk mellem soft- og hardrock, med det tilfælles, at de udover at have rødderne solidt plantet i det psykedeliske felt, også er særdeles velspillede og med en melodifornemmelse og beherskelse langt over gennemsnittet. Vel spøger især Black Sabbath, men også Deep Purple og Jefferson Airplane hos bandet, tillige med adskillige folkrock bands fra 60´erne og 70´erne, men aldrig bliver det tom bulder eller ren kopiering med lyttefrustration til følge.

I forhold til den udmærkede selvbetitlede debut og den glimrende opfølger In The Future, er der sket få, men markante ændringer. Der er strammet op på spilletiden og de mere jam-stenede momenter er forsvundet, til fordel for en mere straight rockskabelon uden slinger i valsen. Der er skåret til benet så at sige, hvad enten det handler om de syreskæve ballader i akustiske gevandter eller de mere massive tungrock maskuliniteter med kværnende riffage. Endvidere har Black Mountain for første gang været tilknyttet en producer – Randall Dunn (Sunn O))) og Boris) og måske har han haft del i beslutningsprocessen omkring de nye tighte takter.

Aldrig tidligere har Black Mountain været så skarpe og fokuserede som på Wilderness Heart, og det helt uden at give køb på det syrede, stenede og tilbagelænede, som altid har været en del af Vancouver bandets karakteristika. Det klæder dem at forlade de længere jamsessions, som især på In The Future indimellem kunne føles en kende retningsløse, og søge mod en mere stringent tilgang, som går direkte to the point og uden svinkeærinder.

Forelskelsen i den tunge 70´er rock er dog ikke skyllet ud med badevandet på albummet, for den er fortsat i højsædet og heldigvis for det. Den pågående og forrygende tonser ”Let Spirits Ride”, metal smeltedigelen ”Rollercoaster” og den riffbårne ”Old Fangs” bekender sig betingelsesløst til den æra i rockens historie og især de to førstnævnte æder Black Sabbath direkte i fodhaserne, mens sidstnævnte lyder som vintage Deep Purple. ”Wilderness Heart” er også som taget ud af de gyldne 70´ere og Amber Webbers vokal lyder som Grace Slick fra Jefferson Airplane. Det vidunderlige ved titelnummeret og det som løfter det ud af præferencen og ind i eget bandland, er de iblandede guitarsoloer, der har en umiskendelig duft af 80´ernes NWOBHM. Ellers er guitarer med vægt på fazer og delay rigt repræsenteret på albummet.

“The Hair Song” er med sine Led Zeppelin riffs og Stephen McBeans og Amber Webbers iørefaldende ying og yang skift i vokal, en fuldfed start på et både vægtigt og prima album. Her synges om børns leg og skæg med The Blues og legende er egentligt et meget præcist billede af åbneren, der bankes i mål af duellerende orgeltoner og kradsbørstig bluesguitarer.

Den smukke ”Radiant Hearts” er mere raffineret end umiddelbart antaget og flankeres af et orgel der lyder som var Jon Lord indkaldt som assistance.

Selvom det countryklingende og folkede “The Space Of Your Mind” er et fint nummer, som ikke lader mange retrobands noget efter, er det alligevel et af albummets svagere øjeblikke. Det skal egentlig ikke opfattes som en nedvurderende kritik, snarere som et udtryk for pladens høje niveau. Også ”The Way To Gone” er en syrebasse i udtrådte sko, med fede soloer i kø, som skydes af med tonsvis af reverb.

”Wilderness Heart” er et monster af en melodi og ubetinget skivens bedste, tæt fulgt af ”Rollercoaster”. De to numre kunne retfærdiggøre adgangsbilletten alene. Titelnummeret har sekvenser der tenderer doom metal, mens vokalen varetages mestendels og mesterligt af Webber. Et højspændt og pastoralt orgel folder skæringen ud på flotteste vis, mens de stonerrock nedstemte guitarer og tungt og bastant tæskede trommer kører nummeret hjem og placerer Black Mountain i klubben af gyldne rockbands, som må skabe overskrifter, hvis der er retfærdighed til. Sådan kan muskuløst og sanseligt spillet rock med mange facetter lyde, når oldschool mødes af potente og spillevende nykomlinge.

Wilderness Heart afsluttes med den fantastiske ballade ”Sadie”. En smuk akustisk sag med englekor og mol-stemte synthflader, som momentant bryder igennem som stråler fra himlens tag og der er masser af rum og en flot akustik i musikken.

Det er muligt Black Mountain ikke videreudvikler den langhårede og stofrige tungrock, men hold kæft hvor er det godt udført, med urokkelig kompromisløshed og autencitet som pejlemærker og melodierne er alle som en af høj klasse. Det bliver spændende at høre dem udført live, når Black Mountain indtager Loppens scene 22. november til en aften i psych-metallens tegn.

Tags from the story

Skriv et svar