Black Wreath: A Pyre of Lost Dreams

cover-blackwreath-apyreoflostdreams-2009-300x3001

Som at svæve gennem mørket

En kendt skikkelse fra den danske metalscene er, sammen med to lidt mindre kendte medlemmer, gået sammen om at lave et nyt dansk band inden for den meget tunge, og samtidigt sfæriske metal. Ventetiden har været lang, da det kræver sit perfektionistiske band at skabe så dystert smuk en stemning.

Black Wreath begår sig under en af de (i Danmark) mindre udbredte metalgenrer, doommetallen, og har også elementer af den såkaldte funeral doom, en endnu langsommere og tungere version af den i forvejen tunge og langsomme doommetal, der dog har flere hurtige passager end sin undergenre. Det største danske band i doomgenren er uden sammenligning Saturnus, og et af Black Wreaths medlemmer, Kim Larsen (nej, ikke den Kim Larsen!), har da også tidligere slået sine musiske folder i selvsamme band. De seneste år har Larsen dog haft travlt med en-mandsprojektet Of the Wand and the Moon, hvor han spiller en form for mørk elektronisk musik, også kaldet dark ambient. Begge disse bands er til at få øje på i lydbilledet på A Pyre of Lost Dreams, der dog alligevel er i besiddelse af en overvejende original lyd.

Albummet indeholder blot fire numre, men varer på trods af det en lille times tid, så der er bestemt ikke tale om korte numre. Første nummer, ”The Black Holes Of Your Mind”, er nummeret, hvorpå der er flest referencer til Saturnus, især i form af det guitarriff, der kører som gennemgående tema i sangen. Hvor resten af lydbilledet på nummeret i meget tungt og mørkt, har dette guitarriff en lidt lysere lyd rent tonalt, som giver en flot dynamik i sangen, og sidder fast i lytterens hukommelse, som et stemningsfuldt musikminde. Vokalen er på dette nummer, såvel som på andet og tredje nummer, delt op i en snakkende vokal og et dybt growl. Faktisk er growlet produceret for dybt på albummet, så det ligger som en mudret lyd i baggrunden. Dette er muligvis bandets intention, men det trækker ned i helhedsindtrykket af især første nummer, der ellers er det bedste af de fire, stærkt efterfulgt af ”Solitude Rising”, som minder en del om ”The Black Holes Of Your Mind”, uden dog at være en kopi. Disse to sange holder sig inden for den klassiske doom, hvor sang nummer to, ”Nocturnal Dominion” er tættere på før omtalte funeral doom i kraft af, at være meget langsomt, og næsten ikke udvikle sig sangen igennem. Sangen er velspillet, men mindre interessant end de to foroven nævnte sange.

Afslutningsnummeret er ovre i den elektroniske afdeling, og fuldender på en måde hele albummets mørke, svævende udtryk med sit meget enkle lydbillede, der kun består af regn og utrolig dybt og ildevarslende keyboard. Og selvom det på sin vis fuldender albummet, så skiller det sig også ud på en lidt sær måde, og man bliver i tvivl om hvorvidt, sangen oprindeligt skulle have været med på albummet. Dog er albummet som helhed stadig ganske vellykket med sin tunghed og skønhed forenet, og et godt bidrag til at udvide den danske doomscene.

Tags from the story
Written By

Jeg er fra Amager, cand. mag. i dansk fra Københavns Universitet, og lidt af en musiknørd. Har en forkærlighed for den hårdere rock og metal, men elsker også meget af musikken fra 1960'erne, og har desuden formået at få lidt electronica sneget ind i den stødt voksende albumsamling.

1 kommentar

  • Fint at gavflabens navnebror igen har skruet bissen på. Er fundamentalt mere begejstret for når han viser tænder, end når han Darkwaver sig igennem som OTWA Moon – når det er sagt opfatter jeg det han lavede med The Loveless på albummet Star Rover som hans primetime. Den plade er spot-on genial, og var millimeter fra en plads på årtiets liste over bedste album. Ærgerligt der ikke kom mere fra den hånd/side, det band er savnet. Glæder mig til at lytte til Black Wreath:)

Skriv et svar