Blända: Minnesmissbruk

cover-blanda-minnesmissbruk-2009-300x300

Sydsvensk neofolk med muld i mund

Der er noget sært beroligende ved Bländas debutalbum, der kommer som opfølger til den tidligere ep, Nico. Som på Nico er der tale om svensksprogede folkemelodier, tilsat et skvæt country, lidt roots og pakket ind i et sympatisk, varmt skær af lunhed og tristesse. På albummets 12 skæringer bliver der nynnet, hvisket og krukket og knirket med knastør humor og en spillemandslyst, man normalt aldrig ser på disse kanter. Og så alligevel, for medlemmerne i Blända forgrener sig ind i andre bands som blandt andre Dungen og The Amazing, som også excellerer i det vemodige folkerock. Alt sammen bygget solidt på og med udgangspunkt i den svenske folkesangskat.

Blända har samme kvaliteter som en Ryan Adams, når han er bedst, og Magnus Josefssons vokal har en lavmælt lighed med Jocke Berg fra Kent, når den tyste og nervesitrende landskabshymne langsomt folder sig ud som på titelnummeret. Det er Bob Hund uden galskaben og den kåde anarki.

Det kan godt undre, hvordan en albumdebut kan indeholde så gennembearbejdede og konsistente sange, der vidner om et rutineret greb om det materiale, man har mellem hænderne. På den måde er Minnesmissbruk ikke et typisk debutudspil, men Blända er heller ikke et typisk neofolkband. De er tydeligvis allerede dybt forankrede og fortrolige med den musikalske tradition, de forvalter og leger med, på et i alle henseender helstøbt og fremragende album. Samtidig med at de netop skaber ny musik i deres personlige fortolkninger og med de stemninger, de hver især bidrager med.
At høre Blända er som at tage en stor bid af den smålandske muld og smage godt efter. Jeg kan ikke vente til den næste bid.

Tags from the story

Skriv et svar