Blood Red Shoes: In Time To Voices

Tomme tønder buldrer mest

Saft, kraft og store muskuløse armbevægelser er der masser af på Blood Red Shoes tredje omgang bulderrock In Time To Voices, men gid duoen dog havde brugt kræfter og tid på, at udvikle sangene i stedet. Stort set intet er sket siden den gedigne to år gamle Fire Like This udsendtes, bortset fra det uheldige faktum, at sangene slet ikke holder samme niveau som tidligere.

Vel er der medrivende momenter som f.eks. ”In Time To Voices”, ”Lost Kids” og ”Two Dead Minutes”, men mest af alt lyder de elleve sange, som slået ud af samme bolledej. Ensformigheden og den enerverende skabelonsgentagelse hersker og jeg keder mig grundigt undervejs på albummet. Der veksles mellem to scenarier; full throttle Nirvana/grunge lignende rocknumre med tyk fuldfed amerikanerlyd – på trods af at bandet kommer fra Brighton – og så de mere tilbageholdte semiballader med m/k vokaler i rette indiefolder.

Hittepåsomheden er en by i Sahara og det hele synes hørt en million gange før. Laura-Mary Carter synger rigtig fint, men uden den befriende kant mange af skæringerne lægger op til, for det er faktisk et imponerende potent materiale de to rockberiddere får stablet på benene i fællesskab. Endvidere er de tidligere flossede kanter, skåret uheldigt meget til og den krasse charme de tidligere album var rundet af, er denne gang erstattet af en mere pæn lyd og radioegnede arrangementer.

”The Silence And The Drones” lyder f.eks. som hedengangne Veruca Salt med svulstige guitarer og sexet vokalapproach, der sigter efter lidt letkøbte point hos rockpublikummet. ”Night Light” er en dræbende kedelig halvakustisk alt-rock-traver med forbløffende lidt melodi, mens ”Je Me Perds” tonser forstillet derudaf som hidsig og benbrækkende punkrock med en irriterende diskant distortion på vokalerne. Beregnet og kalkuleret uden skyggen af reel autencitet og jeg tror ikke bandet over en dørtærskel.

Længere fremme støder vi på ”Stop Kickin”, der kunne være tidlig Weezer, mens ”Down Here InThe Dark” slikker The Breeders grundigt op og ned ad lårene med ah ah vokal og gumpetunge tromme/guitarparløb. Men der er sgu langt til Kim Deals og Tanya Donnelys skæve, sorthumoristiske og uforudsigelige Pixies-sideshow.

Sådan kunne man blive ved med at trække paralleller op af hatten til has been bands, som nok har haft indflydelse og berettigelse på datidens rockscene, men i 2012 er det altså alt andet lige, en noget uoriginal omgang retro-stalking Blood Red Shoes flasher på In Time To Voices.

Tags from the story