Bob Hund: Låter som miljarder

Vi vil have Skåne tilbage

Bob Hund har nu logret på 10 albums, og har gryntet, vuffet og skambidt sit publikum på en fremadrettet og tilbageskuende maner, der både er dybt original og i høj grad underholdende. Som de fleste andre bands med så højt et aktivitetsniveau som skånske Bob Hund, vil der være svingninger i det kvalitative niveau, og det er da heller ikke alle tidligere albums, der holder den nødvendige standard. Men på Låter som miljarder er Bob Hund tilbage med en alvorlig legesyge, der sætter tydelige spor af poter på det eksalterede dansegulv. For hvor bandet tidligere ofte har taget udgangspunkt i den skramlede og til tider minimalistiske rock, er der på dette udspil et overskud af humor og danselyst, der i den grad presser sig på og sætter barren et noget andet sted, end man er forvænt med. Det klæder bandet at have sluppet den indre vovse løs, og det har heldigvis udmøntet sig i et kobbel vellydende popperler på et album, der kort sagt er ganske fremragende.

Allerede med første skæring, som også er titelnummeret, er lytteren hevet ud på dansegulvet af den dansable og insisterende beat, og i det efterfølgende ”Harduingetmankandansatill?” bliver der sat fed streg under det humoristiske og med et strejf af noget alvor, hvis man læser teksten fra dette nummer som en kommentar til det overfladiske og kommercielle. For er der noget Bob Hund ikke er, er det kommercielle.

Som numrene skrider frem, indfinder der sig flere og flere lag i både tekst og musik, og selv en alvorlig og nærmest bekymret tone dukker op. I ”Darrande varulvshänder” er tempoet mærkeligt off beat, nærmest reggae, og nummeret virker mest som en stille godnatsang fra en trist menneskeæder. Modsætningsfyldt? Jo, tak. Heldigvis danser hundene videre på ”Det regnar och brinner”, og igen springer det modsætningsfyldte i øjnene. En lystig boblende stemning breder sig, båret af keyboardets Tommy Seebach-klange, men lytter man efter, er det nærmest en ny verdensorden, der efterlyses i det skælmske nummer. ”Vi behöver en ny Kopernikus”, som Thomas Öberg messer fra taget af sit univers.

Hvis man kan følge med det skånske, og er man til en skæv og avantgardistisk pop, er det bare med at komme ud i hundegården i en fart. Der er for så vidt ikke mange nye elementer i Bob Hunds måde at eksekvere deres musik på, men de blander kortene på en uventet og dybt kreativ måde, der får Pere Ubu, Pixies og Tommy Seebach til at mødes på torvet i et center, hvor publikum er infantile galninge, der drives frem af lige dele desperation og selvironi.

Tags from the story