BodaBoda Duo: The Rich and the Famous

En musikalsk aprilsnar

BodaBoda betyder ”grænselandet” på Swahili, lyder det i pressematerialet til BodaBoda Duos tredje udgivelse, The Rich and the Famous, og dette skal forstås som et musikalsk grænseland mellem genrer, klang og kunstnerisk tanke. Hvis man fortsætter ud ad det geografisk-metaforiske spor er det samtidigt fristende at påstå, at duoen gemmer sig i yderområdet af, hvad folk i almindelighed i det hele taget ville betragte som musik. Bagmændene gør sig hovedsageligt i mindre grænsesøgende sammenhænge til daglig, henholdsvis Marie Key Band og Slaraffenland, men det er svært at høre slægtskaberne på denne plade.

Der er tale om improvisationsmusik frembragt ved hjælp af et trommesæt og en stærkt forvrænget guitar, og det umiddelbare indtryk er en blanding af liret legestue og kaos. Min første reaktion var langt fra positiv, da guitarlyden er den samme gennem hele pladen og savner noget klangmæssig dynamik. Marie Key Bands guitarist Jakob Thorkild Overgaard arbejder ellers hårdt for at variere sit spil med fantasifulde og uortodokse tilgange til sit instrument hen over pladens godt 40 minutter, men den monotone lyd gør oplevelsen mere enerverende end fascinerende.

Endnu hårdere går Slaraffenland-trommeslager Bjørn Heebøll til gryderne, og det med en opfindsomhed og energi, der ikke lader meget tilbage at ønske. Eller jo, for trommerne ligger noget lavere end guitaren i mikset, og mange af detaljerne i Heebølls leg med slagtøjet forsvinder desværre bag guitarens fræsen. Synd og skam, for hans jazzede spil er fryd for øregangene, når det vel og mærke trænger igennem.

Nøglen til albummet er sandsynligvis dets indspilningsdato: 1. april 2009. Det lugter nemlig mistænkeligt langt væk af en musikalsk aprilsnar, der snarere skal fungere som en slags statement; et stykke anti-musik, der først og fremmest har til formål at tage pis på anmeldere som undertegnede og måske – forhåbentlig – give nutidig dansk populærmusik en lang, fed fuckfinger. Titlen The Rich and the Famous stinker da også af ironi, for hvis man spiller musik som duoen gør her, bliver vejen til rigdom og berømmelse næppe meget længere. Men de to musikere har forhåbentlig haft det hyleskægt med at indspille disse seks numre, og selvom de helt sikkert ikke griner hele vejen til banken kan de sagtens glæde sig over deres talent, for på den front er de i hvert fald ikke fattige.

Skriv et svar