Boho Dancer: Furry Skin

Ida Wenøes fe-agtige vokal balancerer på toppen af legende toner fra strenginstrumenter og percussion og bakkes op af kor. Men tag ikke fejl, hendes stemme står flot og sikkert på de fem numre på gruppen Boho Dancers EP Furry Skin.

Furry Skin er en rammende titel til en EP man har lyst til at stryge med hårene og ae bag ørerne.  EP’ens titelnummer  byder blidt velkommen med mytiske klimterier på guitar og en følelse af gåtur gennem forårsskov med mos under bare tæer, der går over i løb. ”Me & Your God” er anderledes intens og dynamisk og vælter frem og ud af højtalerne med en fin balance mellem instrumental- og vokalsporet og en i det hele taget flot konstrueret vokalkonstellation mellem vokal og kor.

I det hele taget klæder drengene Símun Mohr og Asker Bjørks stemmer flot Wenøes, hvadenten de lægger en basbund eller en lys top. Instrumenterne og vokalsporet spiller godt sammen på alle fem numre, og de virker alle gennemøvet og gennemtænkt og stramme i kompositionen. Der et ønske om at fortælle og dramatisere og vise en verden frem i toner og melodier. Om tonerne er lette og jordnære som i ”Furry Skin” eller mere tunge og faretruende som i ”Pistols”, så er de solidt samspillet og overbevisende i al deres kraft og saft. Numrene på EP’en er relativt lange og bandet tager sig tid til afvikle hvert nummer med præcision og ynde.

Boho Dancer vandt i 2011 P3’s KarriereKanonen og har allerede været rundt på mindre danske festivaler og med på Sort Sols turné i Danmark. Mit gæt er, at der nok er flere festivaler, der gerne vil have besøg af trioen i 2012 og jeg håber personligt på et rendezvous i løbet af sommeren.