Brendan Perry: Ark

På rejse ned ad Styx med Noahs Ark

Enhver med bare en smule sans for det firsergotiske og det legendariske 4AD-label, er formentlig både bekendt og fortrolig med duoen Dead Can Dance, som nåede at udgive otte albums, der satte markante spor i den eksperimenterende og barokke gotik. Oprindeligt en kvartet, der hurtigt skrumpede til en duo, bestående af Perry og den kvindelige vokalist Lisa Gerrard. Begge har for længst opnået kultstatus på både indiescenen og på den etablerede electro-world-scene, hvor især Gerrard har slået sine folder gennem snart mange år. Der er ikke mange som Gerrard og Perry der afføder den samme respekt hos både firsernes sortrandede dødekultsdyrkere og hos farvestrålende, udadvendte klima- og papegøjeforkæmpere.

Men den engang så knugende og hypermelankolske duo er stille og roligt med tiden blevet mere og mere bevidste om den omgivende verden. Hvor det før handlede om individets Weltschmerz, der gennemsyrede musikkens virkemidler, er der nu en mere global approach og et udsyn mod verden, der både klæder numrene og som viser to musikere i konstant udvikling. At de musikalske virkemidler for Perry, set i forhold til Gerrard, er en smule uudviklede, trækker dog lidt ned i det samlede billede. Hos Perry er det stadig den tungeste treklangede mol, der bliver eksekveret på tangenterne, suppleret med brusende strygere og majestætiske pauker. Med stadig den dybe barytone vokal, der lægger sig som et døsigt klæde over musikken. Hvis man skal pege på noget nyt på Ark, er det den førnævnte gradvise udadvendthed, kombineret med et mekanisk og elektronisk lydbillede, der både griber tilbage til de allerførste Dead Can Dance-albums, men også frem i en tid, hvor electronica er en fuldt integreret genre, som Perry tydeligvis befinder sig rigtig godt i. Gammelkendt og moderne på samme tid.

De otte skæringer på Ark består udelukkende af præindspillede loops og sekvenser, komponeret og indspillet af Perry selv. Det er i sandhed et soloprojekt, og de lange, formfuldendte klangflader svøber sig velkendt omkring den mørke baryton, der fylder alle sprækker ud i numrene med en rumklang, der efterlader indtrykket af at stå i midten af et kerteoplyst mausoleum – alene, mens flyvende rotter og jagende skygger på den våde granitvæg driver gæk med fantasien.

Men der er også en selvbevidst og udpræget fornemmelse for de store linjer i verden på Ark. Teksterne kredser om mellemøstkonflikten, om at være fanget i storpolitiske brændpunkter, og om hvordan klimaet og i sidste ende menneskeheden er ofrene for den udspekulerede og kyniske kraft, der hedder magt og ikke mindst magtmisbrug. På den måde bliver Ark et sidste refugium for resterne af menneskelig anstændighed, og Perrys projekt ender med at blive et storslået fartøj af lyd, hvor man kan søge tilflugt for en stund, i selskab med de spøgelser, der hjemsøger en hjemløs verden.

Ark er et ambitiøst værk, bygget over Perrys musikalske arv og over mange af tidens – og verdens – store udfordringer. Men er man som undertegnede dybt forankret i det gotiske univers, som Dead Can Dance var med til at skabe, er det med en velbehagelig blodsmag i munden, Perrys musikalske univers langsomt sniger sig ind på én, mens skyggerne danner billeder af krogede fingre og storslåede aftegninger af en verden i forfald.

Tags from the story
,

Skriv et svar