Brian Jonestown Massacre: Who Killed Sgt. Pepper?

“Let’s go fucking mental”

Der er nogle plader, der får lov til at blive liggende på hylden i uacceptabelt lang tid, inden man endelig får mandet sig op til at give sig i kast med dem. Det kan skyldes flere ting. At man arbejder ihærdigt på at komme tæt ind på kroppen af den stemning der oser og drager. Eller at man simpelthen ikke bliver inspireret eller motiveret et gran af de livløse skæringer, der vitaminfattigt falder til jorden, hver gang man med en trist mine skubber cd-hylden ind til endnu en forgæves gennemlytning.

På det nu tiende album med Anton Newcombes musikalske omrejsende cirkus, bliver man taget med på en kalejdoskopisk turné ind i en rocket electronica, der bringer minder fra de dystre og selvsmagende firsere med bands som My Life With The Thrill Kill Kult, Spacemen 3 (William Carruthers bidrager også på albummet) og ikoner som Joy Division og PIL. Der leges tydeligvis med et hav af referencer og stilarter, men bortset fra et par overbevisende numre er slutresultatet alt for meget kendetegnet ved at være et uinspireret venstrehåndsarbejde fra en kunstner, der gennem en snes år har leveret alt fra opsigtsvækkende og dybt originalt dronerock til skridsikre hitperler. Sådanne mentale indsprøjtninger har Who Killed Sgt. Pepper? desværre ikke.

Den øverst anførte overskrift er også titlen på tredje skæring, hvor Anton Newcombe & Co initiativløst og dræbende kedsommeligt gentager hooliganopråbet i ét monotont væk. På “This the One Thing We Did Not Want to Have Happen” skamrider Brian Jonestown Massacre (BJM) uden blusel både rytme og drive fra Joy Division, og på ”This Is the First of Your Last Warning (Icelandic)” byder BJM op til trancedance med søvnig islandsk vocal, der ikke har den mindste antydning af gejser i sig. Ikke andet end søvndyssende askesky.
Ovenstående er momenter, der trækker alt for meget ned i det samlede indtryk, når regnskabet skal gøres op. Selvom der momentvist kommer lidt fut i kludene på den fremadskridende ”The One”, falder man igen ned i et underligt tomrum med ”Detka! Detka! Detka!”, der er en skramlet og søvndyssende lejrbålssang – på russisk! Sjældent har jeg hørt noget så idéfattigt og ligegyldigt…

Albummet slutter af med noget, der har en smule tilløb til noget bedre, og på ”Super Fucked” kommer der endelig lidt tyngde og krop på lyden i en langsomt slæbende rocksang som også Black Rebel Motorcycle Club kunne have skrevet. ”Our Time” småstøjer som en omgang sympatisk Jesus And Mary Chain, og ”Feel it” er nærmest radiovenlig og dyster som tidlig New Order/Revenge.

Som helhed fungerer Who Killed Sgt. Peper? dog slet ikke, hvilket er synd for BJM, der på en god dag kan levere uovertruffen rock/electronica. Desværre er der alt for mange ligegyldige numre og passager, der efterlader lytteren mere udtørret end en tur gennem Kalahari-ørkenen, uden andet at spise end en pose Piratos. Konklusionen er et rodet og uinspireret projekt, som dybest set burde have været foreløbige skitser til noget langt bedre.

Tags from the story

Skriv et svar