Bright Eyes – I’m Wide Awake, And It’s Morning + Digital Ash In A Digital Urn

cover-brighteyes-imwideawakeanditsmorning-2005-300x300

Bag navnet Bright Eyes gemmer der sig en produktiv 24-årig Nebraska knægt ved navn Connor Oberst. Inklusiv de to nye udspil er han oppe på 6 CDer under navnet Bright Eyes, en CD med bandet Dasaparecidos og en CD under navnet Commander Venus – derudover en række EPer og split-CDer. Sin store produktivitet til trods, har hans materiale aldrig virket ugennemarbejdet eller sjusket.

Da jeg modtog Bright Eyes’ to nye CDer var forventningerne derfor høje. Dels har jeg altid godt kunne lide Oberts skæve sange og fængende melodier, og dels var rygtet om to helt forskelligartede albums for længst nået frem – et countryinspireret og et mere elektronisk! I USA har der længe været en hype omkring Connor Oberst og singleforløberne til de to albums strøg da også ind som henholdsvis nummer 1 og 2 på den amerikanske Billboard.

Spørgsmålet er så, hvad har Connor Oberst at tilbyde den countrybaserede og den elektroniske musik og lever albummene op til hypen og mine egne forventninger.

Starter vi med I’m Wide Awake, It’s Morning , så er det et traditionelt akustisk folk album uden de store udskejelser. Til at hjælpe sig har han dronningen af den alternative country, Emmylou Harris og guitaristen og sangeren Jesse Harris, der bland andet også hjalp til på Norah Jones’ Come Away With Me . Hvor Jesse Harris spiller en mere anonym rolle træder Emmylou Harris virkelig i karakter i de tre numre hun synger med på. Hun fik sit gennembrud ved at synge sammen med Gram Parsons i begyndelsen af halvfjerdserne, og dem, der har hørt de to Gram Parsons-CDer (eller noget fra hendes senere udgivelser) ved, at hun er benådet med en stemme, der er guderne værdig. Derfor er det også synd at hun kun medvirker på tre af albummets ti numre. Især det dejlige lige-ud-af-landevejen-nummer Another Travelin’ Song bringer tankerne tilbage på Gram Parsons.

I forhold til Bright Eyes’ forrige album Lifted or the Story Is in the Soil, Keep Your Ear to the Ground er indierocken og det svært tilgængelige blevet lagt på hylden. Man skal derfor ikke forvente nogen overraskelser på I’m Wide Awa ke, It’s Morning . Udover på Road To Joy er der næsten ingen pludselig råben eller andre overraskende momenter på dette album – alt er stille og varsler fred og ro … og stilstand, desværre. For der er sandt at sige ikke meget nyt at spore. Derfor er det også paradoksalt, at jeg rent faktisk synes godt om albummet.

Numrene fungerer godt og er bygget op omkring den akustiske guitar blandet med blandt andet trumpet, mandolin, bass, trommer og pedal steel. Melodierne er spartanske og teksterne er ærlige og ligefremme, uden dog at nå højderne fra Lifted or the Story Is in the Soil, Keep Your Ear to the Ground , hvor teksterne når længde der næsten kan måle sig med små noveller.

Hvis man skal finde nogle numre, der skiller sig positivt ud fra andre må det være det flotte og stille Lua , der kun har deltagelse af Connor Obersts akustiske guitar og karakteristiske stemme og den næsten lige så minimalistiske kærlighedshymne First Day of My Life . Nummeret følges flot op af det mere tempofyldte Another Travelin’ Song .

I albummets sidste nummer, Road To Joy , skejer Connor Oberst endelig lidt ud. Trompeten får frit løb og Oberst nærmest råber teksten ud. “I could have been a famous singer, if I had someones else’s voice. But failure’s always sounded better, let’s fuck it up boys. Make some noise”. Endelig.

Med en kunstner med Connor Obersts eksperimenterende karakter kunne man godt forvente sig lidt mere end man får på I’m Wide Awake, It’s Morning . Det er akustisk folk uden de store udskejelser. Der er ingen dårlige numre, men heller ingen der træder frem. Godt nok til 7 højtalere, men ikke godt nok hvis man hedder Connor Oberst.

I forhold til I’m Wide Awake, It’s Morning er musikken langt mere varieret på den digitale Digital Ash In a Digital Urn – man ved aldrig helt hvad man kan forvente.. Der er det dansevenlige Arc of Time (Time Code) , den stille og atmosfæriske Gold Mine Gutted , den støjende I Believe in Symmetry , den stille Devil in the Details og så videre. Den akustiske guitar er væk og i stedet har strygere, samplinger, trommeloops og keyboards overtaget musikken. Der er guitar på mange af numrene – men det er ikke det instrument musikken er bygget op omkring – og på fem af numrene gæster Nicolas Zinner fra Yeah Yeah Yeahs med sin guitar. Ligesom Connor Oberst på I’m Wide Awake, It’s Morning har besøg af en af genrens ypperste, Emmylou Harris, har han også på Digital Ash In a Digital Urn besøg af en af de tunge drenge inden for genren – Jimmy Tamborello fra The Postal Service. Desværre kun på ét af numrene og derfor smitter noget af glansen fra Tamborello heller ikke af på Bright Eyes.

Connor Oberst er med Digital Ash In a Digital Urn inde på en genre han ikke tidligere har bevæget sig ind på, og til tider bliver det lidt rodet, og jeg greb mig i nu og da at sætte The Postal Services Give Up fra 2003 på når det hele blev for meget. Trods de elektroniske rytmer skifter han dog ikke helt ham – stemmen, grundmelodien og teksterne er stadig let genkendelige, så er man til Connor Oberst skal man ikke snyde sig for at stifte bekendtskab med denne side af talentet.

Karakter for I’m Wide Awake, And It’s Morning: 7

Karakter for Digital Ash In A Digital Urn: 6

Tags from the story
Written By

Er født i Århus, vokset op i Sønderjylland og har boet i København de seneste år. Blev færdiguddannet som lærer i 2004 og er souschef i en stor institution på Østerbro. I mine unge dage stod menuen stort set kun på metal, men siden teenagerårene har jeg været igennem 60er-musikken, klynkerocken, diverse singer-songwritere, freak folken og er nu havnet et sted hvor jeg er åben for det meste. Dog med en forkærlighed for det amerikanske.