Buffy Saint-Marie: Up Where We Belong

Konstrueret forsøg på at skabe autencitet

Det er aldrig fair, når et album lander hos en anmelder, der generelt har en håndfuld fordomme overfor det indhold, der findes på pladen. Sådan har jeg det, når der smides elektronisk musik ind i rockens verden, eller når vokalen blandes med rap-passager. Men samtidig er det, når fordommene modbevises, at jeg oplever de mest magiske øjeblikke, og derfor bør man af og til udfordre sig selv og sine fordomme.

Det kan jeg så passende gøre med Buffy Saint-Marie, der forsøger at få sin bid af julehandlen med et album, hvor klassiske popsange fra hende selv og andre kunstnere, bliver tolket ind i en traditionel indiansk folk-kontekst. Bevares, damen kan synge, så det er en fryd. Men det bliver en udfordring der er lige heftig nok for mine fordomme.

Åbningsnummeret er en spirituel popsag, der svæver et sted mellem Kelly Family og Enigmas klassiker ”Return To Innocence”. Den legendariske popsang ”Up Where We Belong” bliver tolket med så meget vibrato i stemmen, at det får en nervøs afsmitning på mit indre, der således vibrerer i en sådan grad, at det bliver halvt kvalmt.

”Universal Soldier” er albummets stærkeste og mest tiltalende og rammende nummer, mens ”Piney Wood Hill” også har en fin klassisk folk-tone, men hvorfor skal fløjtearrangementet ødelægges af, at man får billedet af de fjerklædte indianer, der optræder på enhver åben plads i de større danske byer, i de tider, hvor folk samles flest. Så lad da blot den fine melodi bære det hele igennem sammen med vokal og akustisk guitar, i stedet for denne overflødige fløjteligegyldighed, der tilmed forstærkes af de absolut døde rytmeboks-trommer, der ligger under!

”God Is Alive” er næsten elektrisk i sin intense messen, der bestemt er gribende, men det er også svært at følge hysteriet, hvis man ikke har en tendens til at lade sig friste af nordamerikanske stammereligioner. Der kommer lidt mere pop-tempo over ”Dance Me Around” og ”He’s An Indian Cowboy In The Rodeo”, mens Bob Dylan sniger sig ind i stemningsbilledet på ”Not That The Buffalo’s Gone”.

I den mere tempofulde og poppede afdeling er ”Bury My Heart At Wounded Knee” et ganske vellykket nummer, der både har udtryk og let tilgængelighed, mens man her fornemmer, at koblingen mellem den moderne popkultur og den traditionelle indianske kultur, for en sjælden gangs skyld fremstår spillevende.

Buffy Saint-Marie er et ikon for de indianske kulturelle rødder, og på Up Where We Belong forsøger hun at udbrede traditionerne fra sin egen baggrund til en mere gængs og bredt favnende målgruppe. Det lykkes hende ikke ret godt i mine ører. Traditionerne bliver slebet til, og produktionen bliver for glat og retlinet til, at der virkelig kommer power bag den gode mening. Det bliver oftest for plastisk og i forsøget på at skabe autencitet bliver virkeligheden reelt alt andet end autentisk.

Tags from the story

Skriv et svar