CALLmeKat: Where The River Turns Black

 


Stille, snigende og så tyst så tyst bølger et tidevand båret af Katrine Ottosens følsomme vokal ud fra højtalernes mørke. En kort forsmag på CALLmeKATs univers med første skærings tusmørkestemning.

CALLmeKat debuterede tilbage i 2008 med først EPen I’m In a Polariod Where Are You og siden fuldlængdealbummet Fall Down. Where The River Turns Black bliver Katrine Ottosens andet fuldlængdealbum, og er indspillet sammen med en bunke musikere i Applehead-studiet i Woodstock, NY, USA i 2011. Ud af den konstellation er vokset et album med 12 pulserende sange, der slår ud i forskellig styrke og afstedkommer forskellige følelser hos lytteren. Kort sagt er det et album med kantet pop, der afsøger genrens grænseområder.

Det første nummer ”Somewhere” står fx i et udtalt modsætningsforhold med sit mørke og de underspillede melodier modsat ”Sunny Day”, der som titlen antyder, er fuld af solskin og pep og ligger sig til rette i en mere klassisk pop-skabelon ligesom også ”Tiger Head” er mere up beat og ukompliceret. I titelsangen ”Where the River Turns Black” er der mere tyngde, men samtidig en masse fremdrift. Her er der klart hitpotentiale at finde og masser af syng-med faktor oveni.

Uanset forskelligt tempo og stemningeskift er albummet udtryk for et gennemarbejdet univers, hvor lyse, mørke og blå toner farver skæringerne og forskellige udtryk opstår.  Albummets sange slår på forskellige strenge, men kommer fra samme instrument; Katrine Ottosens stemme holder lytteren i hånden hele vejen, spinkel, florlet eller konspiratorisk på en bund af keyboards.

Gamle keyboards nærer Katrine Ottosen eftersigende en stor kærlighed til. Og de er også svære at komme uden om. Skærende klare toner, pumpende orgel-pust, trutte-trillende og kvidrende og tunge toner kommer der fra de mange forskellige vintage keyboards. Herudover er der bl.a. bas, percussion og messingblæsere til at fuldende billedet med dygtige musikere bag roret, herunder bl.a. bassist Sara Lee (Gangg of Four, B52’s) og trommeslager Joe Magistro (Prophet Omega).

Katrine Ottosen har i CALLmeKAT formået at skabe et musikalsk univers, der ikke mindst passer til hendes passion for keyboards, men også passer til hendes spinkle vokal, stemningsfulde melodier og lyriske tekster. Det er skønt, skrøbeligt, melankolsk og med masser af vilje til mere.

CALLmeKAT og hendes musikere får et travlt forår med koncerter i Danmark og Europa, og slutter af med en turné i USA i juni. Måske vi endnu ikke kender Katrine Ottosen og band i Danmark, men ude i verden har hun tilsyneladende efterhånden stablet en trofast fanskare på benene.  CALLmeKAT har fx også rundet radiokanalen NPR og deres Music Tiny Desk hos værten Bob Boilen, hvor favorit-musikere inviteres til at spille en session.