Cashier No. 9: To The Death Of Fun

Flotte vokalharmonier og suveræne melodier

Irske Cashier No. 9 skriver skæppeskønne sange, man bliver rigtig godt glad i låget af. Danny Todds fine lyse vokaler gør et godt partnerskab med luftige og stemningsfulde melodier på To The Death Of Fun, der veksler mellem solskinspop og mere tristesseladne numre. Slægtskabet og forelskelsen i 60´ernes catchy melodier og fyldige vokalharmonier er fundamentet for irerne og vidste jeg ikke bedre, ville jeg vilkårligt have skudt dem Californien i skoene, i stedet for residens i Belfast.

The Byrds og Beach Boys sammen med yngre bands som Stone Roses, Raveonettes og Flaming Lips flyder brusende rundt i bandets musikalske blodårer, som det mest naturlige i verden og de eklektiske lagfyldte sange er fornemt produceret af filmmanden og dj´en David Holmes. Så alt er sat i perfekt ramme for tre kvarter i selskab med kvartetten

Åbner og single ”Goldstar” burde blive et giganthit, hvis der er nogen retfærdighed til. En lys og sommerforelsket udgave af The Jesus and Mary Chain eller vores egne Raveonettes, med en enkel men hamrende iørefaldende melodi, komplet med uh uh kor, glockenspiel og mundharmonika. En drøm af en start, der ikke gør en dyd ud af komplekse strukturer, men blot rammer den klassisk gode melodi lige i røven. Den åbning følger de op med en mere ligefrem og midtempo countryficeret singalong på ”To Make You Feel Better”, og selvom den ikke risler ned ad ryggen på samme måde som ”Goldstar”, er der fortsat masser af melodisk gods tilbage. Her underspiller Cashier No. 9 bare i stedet.

”Lost At Sea” lyder som en rullende version af Simon & Garfunkel og det er uforligneligt og egentlig forbandet enkelt, det irerne præsenterer os for, men hold fast hvor det fungerer. ”Good Human” er igen mere adstadig i tempo og rytmik og kunne snildt have kilet sig ind på Beck’s Sea Change og igen rammer bandet uden de store armbevægelser plet, når det kommer til umiddelbarhed og lækker friskhed.

Den episke ”Flick Of The Wrist” er mere storladen i sit omkvæd og her minder bandet om de psykedeliske drillepinde i Flaming Lips, med en attitude man har svært ved at greje om er alvor, eller om de småfniser med et kæmpeglimt i øjet. Uanset hensigt, er det et flot og pompøst anlagt nummer, der bæres helt hjem af de fremragende vokaler og den gennemarbejdede produktion.

”A Promise Wearing Thin” er første gang jeg ikke for alvor begejstres, for her savner jeg en substantiel melodi under den voluminøse Wall Of Sound lyd. Jeg kan ikke rigtig få øje på den under de store musikalske armsving. Heldigvis rettes der op på det med ”Oh Pity”, der er tommetyk psychpop med støvet lyd, lettere ugidelige vokaler, der alligevel serveres med bølger af rige harmonier og masser af musikalsk swung i både vers og omkvæd.

Selvom ”The Lighthouse Will Lead You Out” er lidt for lang og ”Good Bye Friend” og den noget stillestående vuggevise ”6% LG” ikke helt holder samme standard som resten af skiven, er det et meget flot, velsunget og velspillet debutalbum Cashier No. 9 har lavet med To The Death Of Fun.

En laber sensommerplade, der bringer lys og smil direkte ind i hjertet.

Stor anbefaling.

Tags from the story

Skriv et svar