Causa Sui: Euporie Tide

cover-CausaSui-EuporieTide-2013-300x300

Vellykket, men til tider langtrukken syrerock

Det danske band Causa Sui fortsætter deres flittige vane med at udsende omtrent et album om året, hvilket de har gjort siden 2005. På den nyeste skive, dobbeltalbummet Europie Tide, spiller kvartetten fortsat deres egen instrumentale variant af stoner- og syrerock. Europie Tide er med sine generelt lange numre og en spilletid på over en time noget af en mundfuld, men heldigvis har gruppen lavet et meget velspillet og langt hen ad vejen ganske interessant udspil.

Albummet åbner med et brag med den mere end 10 minutter lange “Homage”, som efter en stille start nærmest eksploderer, hvorefter det ad snørklede veje når tilbage til udgangspunktet. Blandt pladens andre højdepunkter står albummets to stille numre, den smukke og fascinerende “Echo Springs”, og den korte, guitarsyrede “Fischelscher Sun”. På albummets korteste skæring, “Sota el Cal”, går der næsten ambient i Causa Sui, og det klæder albummet med et kort afbræk fra syrerocken. “Sota el Cal” fungerer netop på grund af dens korte længde, hvor det ville have været kedeligt, hvis der havde været mere á lá den. Mindre interessante er bandet, når de kaster sig ud i de bluesinspirerede pentatone riffs, der allerede er gennemtæsket alle mulige andre steder, med undtagelsen af riffet i “Homage”, der trods sin simple natur fænger og fornøjer. De to afsluttende, langtrukne “Euporie” og “Eternal Flow” fænger til trods for gode takter bare ikke på samme måde som åbningsnummeret, og gør at albummet slutter knap så stærkt, som det startede.

Causa Suis komplekse og svævende instrumentale musik er ikke for alle, men har man tålmodighed til mange gennemlytninger, åbner der sig et til tider dragende og smukt album, der dog ikke altid er skarpt nok til at fastholde interessen gennem alle 64 minutter. Til gengæld kan der ikke være nogen tvivl om, at musikken på Europie Tide egner sig vældigt godt til sene koncerter, så der skal hermed være givet en opfordring til at opleve bandet live når muligheden byder sig.

Tags from the story
Written By