Children Of Bodom: Holiday At Lake Bodom (15 Years Of Wasted Youth)

Finske metaltoner gennem halvandet årti

Kan man lide powermetal med et twist af melodisk deathmetal iblandet momentvise Pantera-grooves og lejlighedsvise input af dramatiske proggede keyboards, ja så er finske Children Of Bodom et fint bekendtskab. Personligt finder jeg sanger Alexi Laiho´s skingre vokal en kende irriterende undervejs på det 20 numre lange album. Er man i forvejen Children Of Bodom gorehound, vil der kun være lidt nyt at finde på Holiday At Lake Bodom (15 Years Of Wasted Youth), men for nytilkommere eller nysgerrige thrash-likes, er albummet en fin præsentation af et habilt og velspillende band fra landet med de tusinde søer. Lyden af godt og gedigent håndværk hele vejen rundt uden nyskabelser, men præcist og genresikkert, er bandet garanter for.

Skiven indeholder udvalg fra samtlige skiver i diskografien, dvs. at Something Wild (1997), Hatebreeder (1999), Follow The Reaper (2000), Hate Crew Deathroll (2003), Are You Dead Yet? (2005), Blooddrunk (2008) og Relentless Reckless Forever (2011) alle er inkluderet på opsamlingen, og er man ikke synderlig velbevandret i bandets historie opdager man, hvor konsistente og skarpe de har lydt gennem alle årene. Eller uden nævneværdig udvikling om du vil. Det ældre materiale er måske en smule hårdere og in your face, mens det senere binder sig mere an på de store maleriske bredspektrede melodier, med swung, teatralske effekter og episke greb. Alligevel er hele perioden belagt med begge aspekter af finnernes stil.

To bonusnumre kan få fans til at gribe til lommerne, men jeg synes ikke de er hverken særligt spændende eller sjove. Rick Springfield´s ”Jessie´s Girl” er en pinlig omgang 80´er poprock udsat for påtaget heavyapproach og skidt vokal, der ikke vil behage hverken Springfield eller Bodom-fans. Det lyder næsten værre end farce/pastiche-bandet Lordi. Dropkick Murphys ”I´m Shipping Up To Boston” er der ikke meget idé i heller, for den ligger helt tæt op ad originalen blot med utidig skrigevokal, der på ingen måde klæder nummeret.

Der er fine momenter hele vejen på albummet og 15 års virke kan sagtens retfærdiggøres, når man lytter til de 20 numre. To numre skiller sig dog ud: ”Angels Don´t Kill” og ”Everytime I Die” er virkningsfulde heavyballader, der er right up your alley, hvis du er til 80´er oldschool heavy. Ellers er der reminiscenser af Iron maiden (”Silent Night, Bodom Night”), Machine Head (”Shovel Knockout”), Pantera (”In Your Face”) og et enkelt Soulfly-lignende svirp med halen på ”Are You Dead Yet”

Tags from the story