Children Of Bodom: Relentless Reckless Forever

De døde sjæle fra Bodom-søen går igen

I 1960 blev tre teenagere på brutal vis dolket og banket ihjel, og en fjerde 18-årig dreng overlevede kun med nød og næppe. Drabene fandt sted ved Bodom-søen, lige uden for den finske flække Epsoo, et stykke vest for Helsinki. Drabene er aldrig blevet opklaret, og flere bloddryppende konspirationsteorier har dannet sig over årene. Udover at danne navn til den finske kvintet Children Of Bodom (COB), der nu barsler med deres syvende album siden debuten Something Wild fra 1997.

COB spiller en melodisk, aggressiv dødsmetal, der kombinerer powermetal med growl og speed, men også mainstreamelementer som nærmest Jon Lord-agtige keyboardspil og catchy refræns og melodistumper, der momentvist er lige ved at tippe læsset og vælte projektet ned i den boblende sump af ensformige dødsmetalbands, der aldrig bliver farligere end de ofte meget fantasifulde coverillustrationer på deres albums. Men jeg sagde næsten, for COB holder lige akkurat tungen så meget i munden, at både instrumenteringen og melodierne holder distancen.

På fjerde skæring ”Pussyfoot Miss Suicide” er der den kompleksitet og variation, som man finder hos forbillederne i Iron Maiden og Manowar. Der er smæk for skillingerne, og guitarvirtuosen Alexi Laiho viser sit repertoire med stor autoritet. Det efterfølgende ”Ugly” har tempo som Metallica, men også klare referencer til mere doom-orienteret black metal. Det er også her, at Laihos vokal kommer mere til sin ret, for han er faktisk en ganske habil vokalist, der ligger i grænselandet mellem traditionel growl og hardcore dødsmetal.

Hvis man betragter de enkelte elementer i COB’s musik, er der intet, absolut intet, nyt under solen. Det er old-school ekstremmetal, og drengene fra Epsoo tonser derudad efter bedste evne. Men der er alligevel flere ting, der skiller bandet ud fra den store fællesmængde. For det første er der med Laihos guitarspil et kvalitetsniveau, der ikke uberettiget har afstedkommet et hav af priser og kåringer, og bandet er flere steder udråbt til et af de mest talentfulde metalband i sin generation. Og netop kvaliteten i COB’s håndtering af instrumenterne og i deres effektive måde at udføre deres tekniske kompositioner, viser med al tydelighed, at der her er tale om nogle sværvægtere inden for genren. Trommerne bliver aldrig forjagede i deres tempospil, guitarerne bliver aldrig for overstyrede og for ekvilibristiske, selvom de fylder meget i lydbilledet, og den samlede produktion har flere steder åndehuller, hvor den komprimerede metal pludselig giver plads til en enkel rytme og en fed basgang. Det er måske ikke så originalt udført, men det er udført med et så åbenlyst talent og med sans for det varierede kvalitetsspil, at det giver det meste baghjul.

At COB også har humor og trods alt er i stand til at overraske, oplever man på den sidste skæring, som også er et bonustrack, ”Party All The Time”. Der er dømt firserstemning, og det lyder umiddelbart som Ministry, i fuld gang med at voldtage et nummer af Europe. Og minsandten om ikke gode gamle Jon Bon Jovi lægger stemme til det feststemte refræn. Hvad i himlens riger og lande den popdreng laver her må guderne vide, men overraskende er det i hvert fald. Og sjovt.

Tags from the story

Skriv et svar