Christopher Owens: Lysandre

cover-ChristopherOwens-Lysandre-2013-300x300

Skuffende Præstation

Med Album (2009) gjorde Girls sin indtræden på den alternative rock scene. Tonerne var forfriskende solskoldede og melodierne klassisk fængende som i de gode gamle Beatles-år. Læg dertil en tilbagelænet stemning der emmer af dage ved kysten langs det blå hav, og du har recepten på et musikalsk gennembrud. Mere mørk og melankolsk var Father, Son, Holy Ghost (2011) med sangtitler som ”Die” og ”Vomit”, men igen ramte de en gylden åre og for alvor blev denne plade cementeringen af deres potentiale. Men pludselig sagde den karismatiske frontfigur Christopher Owens stop, og dermed er Girls indtil videre lagt i graven. En af begrundelserne var at Christopher Owens længe havde tumlet med en ide om at gå solo, og nu skulle den tanke føres ud i livet. Lysandre hedder erstatningen for bruddet med Girls, og mildt sagt er albummet en meget tarvelig trøstepræmie.

San Francisco er stedet, hvor solen altid brager ned, eller det er hvert fald manges forestilling, at det er tilfældet. Men sandheden er ganske anderledes. San Francisco er meget andet end bare sol, sand og sommer. Det er Christopher Owens et af beviserne på. Han kommer selv fra denne by der er omgærdet af positive associationer, og han spiller og skriver sin egen musik. Især følelsen ‘kærlighed’ nedfældes på papiret oftere end andre sindsstemninger, og i udtalt grad er det tilfældet på Lysandre. Her blomstrer le amour, og det gælder både den euforiske, melankolske, første og sidste. Ja, nogen ville måske gå så langt som at sige, at Lysandre er et regulært kærlighedsalbum, en konceptplade om man vil. Owens lægger da heller ikke skjul på, at Lysandre er opkaldt efter en kvinde han mødte på en festival, og som han forelskede sig i. Selv siger han dog, at albummet ikke kun indeholder kærlighed og forelskelse, men mere er en dannelsesrejse der handler om at modnes. Et lille eventyr ud på sindets og hjertets uransagelige veje. Alt dette lyder jo rigtig spændende, men kan det blive til ordentlig musik?

I dette tilfælde må svaret være nej. For Lysandre lever alt andet end op til forventninger, der selvfølgelig er lidt for store, men når man ved hvad potentialet er, så kan man ikke andet end at blive godt gammeldags skuffet over denne afspisning fordelt på 30 minutter.

”Lysandre’s Theme” starter den 11 numre lange skive. Panfløjte og akustisk guitar tegner de første lydbilleder, og man kommer til at tænke på Ringenes Herre og Hobitten. Temaet følger én gennem de næste fire sange, hvor den slutter hvert nummer af. Det er i længden ret irriterende, da sangene i forvejen er alt for korte og hurtigt overstået, og så bruge 50 sekunder på den samme melodifigur er genbrug uden nytte.  ”Here We Go” er rolig akustisk båret, og man mærker lidt af Girls’ vibe, og især Owens’ varme vokal er en gevinst for ethvert musikstykke. Da der lidt inde i numret så dukker en fornemt svungen el-guitar frem, glemmer man helt hobitter, elvere, orkere og dværge. Sangen varer desværre kun tre et halvt minut – og 50 sekunder spildes på Lysandre’s tema. ”New York City” er mere herlig rocket. Frisk som bare pokker med saxofon og smukke kvindelige backing vokaler. Et glimrende nummer, hvis bare det havde varet lidt længere og så uden det der tema. Det samme gælder den hjertegribende ”A Broken Heart” og den Real Estate agtige ”Here We Go Again”. Men så stopper herligheden også brat. ”Love Is In The Ear Of The Listener” er bedøvende kedelig og uinteressant med sin velkendte singer-songwriter struktur, og teksten mangler helt klart noget pondus.

”Lysandre” og lukkeren ”Part Of Me (Lysandre’s Epilogue)” har de samme negative træk, og de løfter sig aldrig til noget musikalsk fængslende. Fængende og medrivende bliver det heller ikke, og med en spilletid som er et punk band værdigt, formår Christopher Owens ikke at bevise os, at valget om at droppe Girls var særlig klogt. Alt i alt virker albummet meget ufærdigt og tilfældigt, hvilket den instrumentale ”Riviera Rock” og ”Closing Theme” bevidner.

Tags from the story

Skriv et svar