Claiborne: Sustain

cover-claiborne-sustain-2009-300x300

Femten års virke  og stadig langt fra målet

Claiborne har eksisteret i 15 år og mener selv, efter forskellige konstellationer og bandnavne, at de nu har fundet deres musiske leje. På deres hjemmeside nævnes en opvækst med stor kærlighed til Roxette og ABBA, samtidig med en die-hard fan tilgang til Metallica, og den noget bredspektrede musiksmag beskriver vel egentlig bandet meget godt, for desværre er det stadig en mindre gåde, hvor Claiborne vil hen med Sustain.

Åbneren ”Looking” lægger for med en nu-metal agtig intro, hvorefter et keyboard sætter ind som et gothklaver i Evanescence-land. Nummeret lægger sig i et mellemleje, som hverken vil bekende sig helt og fuldt til lightmetal eller poprock, mens sanger Remi ikke kan siges, at være Claibornes største aktiv, med sin meget begrænsede vokalpræstation. Han lyder både forceret og på kanten af sin ydeevne, selv i de mindre udfordrende sekvenser. På ”Respectfully” lyder Claiborne som en moderne pendant til Toto og det er altså ikke positivt ment.

Produktionen bærer ikke præg af 15 års arbejde hen mod dette udspil, med sin noget fesne og polerede lyd og melodierne pakkes så pænt ind i en metervare produktion, at det lader en lidet begejstret. Den ellers klædelige vrede Remi lægger for dagen i ”The Long Forever After”, drukner i vat fra produktionen og man føler sig ladt i stikken, hvis man forsøger at følge den agiterede sang. Ægtheden og troen på de indestængte følelser bandet forsøger at formidle, fiser så at sige ud under pænhedens alter og troværdigheden brister for denne anmelder.

På ”Empty House” kommer Remis mangelfulde vokale spændvidde for alvor til udtryk og det ender med at være mere tåkrummende end man næsten kan bære.

”Lack of Love” er Claibornes bud på et Dizzy Mizz Lizzy nummer, uden at det når Tim C. og co. til sokkeholderne. Bandet har ikke skyggen af den melodiske ørefornemmelse, som ovenstående trio besad i midten af halvfemserne og det bliver i stedet mere en udstillen af Claibornes begrænsninger end et kvalitativt bud på en powerrock sang.

På resten af Sustain kastes man skiftevis rundt i pompøse halvfabrikata kompositioner fuld af tomme kalorier og poppede letmetal sange uden mål og med og man bliver som lytter uendeligt træt af, ikke at ane hvor Claiborne vil hen med deres udspil.

Efter 15 numre og over en times spilletid er man iskold i stedet for beriget og skulle jeg komme med ét råd af mange til Claiborne, må det være at skære i materialet, -kill your darlings, so to speak. Jeg kan godt nok ikke finde nogle darlings på Sustain, men bandet må jo selv være tilfredse med udspillet – i hvert fald skriver de i pressematerialet, og jeg citerer: “Hermed begynder udfasningen af den polerede pop – rock scene… og Claiborne bestemmer farten med et twist af nerve og ægthed på en autentisk bandopsætning.”

Det lyder jo som en perfekt opskrift, det er bare desværre præcis det modsatte, der møder lytteren når Sustain spiller og den eneste ”fart” Claiborne bestemmer er ordets engelske ophav, for det er en flommet og forvirret opvisning i, hvordan man netop ikke skal skære en skive og man sidder tilbage med lysten til at slå en befriende prut, efter en time i selskab med Claiborne.

Ked af det drenge, men I må tilbage i tænkeboksen eller øvelokalet eller noget helt tredje, for det er simpelthen ikke godt nok det I leverer på  Sustain.

Claibornes release koncert for deres, med egne ord selvfinansierede vidunder, foregik i øvrigt på Park Cafe og uden at sige noget negativt om det sted, er det ikke et sted funderet i en gennemtænkt musikprofil, så på det punkt er det paradoksalt nok det rigtige sted for et band som Claiborne.

Tags from the story

Skriv et svar