Claire Voyant: Lustre

cover-clairevoyant-lustre-2009-300x300

Prætentiøse og passionsløse toner fra bedagede californiere

Den amerikanske kvartet Claire Voyant fra Sacramento, Californien kan dateres helt tilbage til start halvfemserne, hvor de som duo var inspireret af bl.a. The Cure og Cocteau Twins. De fandt sammen med sangerinden Victoria Lloyd og udgav deres første selvbetitlede plade i 1995.

Nu er deres femte langspiller Lustre så landet på mit bord og jeg skal skynde mig at sige, at jeg intet kender til deres tidligere udgivelser, men jeg kan også lige så godt afsløre inden videre læsning, at jeg langt fra er begejstret.

Lustre mødes man af sfæriske keyboards og Cure lignende basfigurer og en patetisk alfevokal, som absolut intet gør for det samlede musikalske indtryk.
Lloyds stemme er fersk som mælkebudding og helt igennem uden nerve eller egenart. Det musikalske tæppe som ligger omkring stemmen, er kraftløs og fad og sejler ligegyldigt rundt uden på noget tidspunkt at ville lytteren noget. Produktionen er flad og uinspireret og jeg kan da kun få den tanke, at den er produceret om natten, hvor keyboardnisten Chris Ross, som har drejet på knapperne, må have siddet distant og døsig, for udkommet er så karakterløst som en vampyr i dagtimerne. Alle som én ligger musikkerne lit de parade på indspilningen, ingen stikker ud, ingen gør væsen af sig, ingen fremdrift. Det hele lyder som at høre en musisk grød gennem en dyne, hvor man fornemmer der bliver spillet toner af musik, men det er uddifferentierbart og uden temperament og vilje. Der er ikke noget vigtigt på færde eller noget kunstnerisk på spil overhovedet for bandet og man lades kold som en nat i januar i Ulan Bator.

Claire Voyant spiller en form for semi electrogothpop på Lustre og selvom bandet uden tvivl vil lade os tro, at de er fulde af passion og leverer storladen og pompøs poprock henvendt til lytterne med store emotionelle temaer, er det lidenskabsløst og søvndyssende at lytte til. Det er som en mindre ørkenvandring at komme igennem pladen, fordi alt er anonymt og melodiforladt, prætentiøst og indholdsløst, med Lloyds vokal i samme kedelige tonale leje fra ende til anden. Særligt ”Into Oblivion” er et skræmmeeksempel på sukkersød og sentimental pop med keyboardsovs en masse, som var man hensat til en klistret 80’er film. Titlen rammer dog plet, for det har sigte direkte mod glemslen. Lustre’s numre føles som varer de en evighed, på trods at de fleste ikke overstiger fem minutters mærket og det hele er så renskuret, som sad man til langbords til en suppe, steg og is fest.

”Flicker” er det eneste nummer som har lidt moment, alene fordi det er mere uptempo end resten af Lustre’s ti numre og har et nogenlunde memorabelt omkvæd og Benjamin Fargen’s ganske fine guitarrundgange, fra en guitar man ellers intet har hørt fra på de første syv numre og derfor dårligt vidste eksisterede, var det ikke fra covernoterne.

De lovende præferencer til Cocteau Twins og The Cure, er skudt langt over målet og man fristes til at råde Claire Voyant til at omstille eller redefinere dem, med tanke på hvor langt de fortsat er fra inspirationskilderne efter 15(!) års levetid

Pressematerialet katalogiserer Claire Voyant under electronic/Dreampop/Alternative, og den midterste er jeg med på, vel at mærke bogstaveligt talt, for man drømmer sig væk til et andet sted, eller falder i søvn mens man lytter til Lustre

Tags from the story

Skriv et svar