Cocoon: Where The Oceans End

Charmerende og rar fransk feel-good-dup

Den franske duo Cocoon er klar med opfølgeren til den roste debut My Friends All Died In A Car Crash. Og opfølgeren fra Mark Daumail og Morgane Imbeau er en usædvanligt imødekommende og varm oplevelse med primært feel-good sange med en umiddelbar charme og glæde, som er baseret på akustisk instrumentering og tostemmig vokal.

Det glade udtryk udfordres til tider ligesom der med mellemrum anvendes relativt stort orkestrerede arrangementer som modstykke til de sparsomme vokal-guitar-skæringer. Det er primært strygere, der lægges til grund for de store arrangementer, og disse er arrangeret af Tindersticks’ Dickon Hinchliffe.

Albummet åbnes af ”Sushi” der både er tænksom og behagelig ligesom overfladen er rolig og afdæmpet, mens det hele bakkes op af strygere. Den udmærkede åbner får dog kun i afmålt grad åbnet herlighederne, som først for alvor tager fat på den helt forrygende og medrivende ”Comets”, der har en flot opbygning og et stærkt drive og intensitet i melodien og opbygningen til omkvædet.

”Dee Doo” er lidt mere lalleglad i sit udtryk, og det er lidt synd. Strygerne giver en oppustethed, som ikke klæder Cocoon, der her synes at mangle den dybde, der ellers kendetegner duoen, og som også tager fokus igen allerede fra næste nummer, ”Yum Yum”.

Her vender den umiddelbare elegance tilbage, og de tilsatte blæsersektioner er så tilpas afdæmpede og tilbagetrukne, at de understøtter det fine udtryk frem for at tage opmærksomheden herfra. ”Mother” er atter i den rare og behagelige ende med fin melodi, tostemmighed og akustisk bund, mens Cocoon ikke lykkes så heldigt på ”Oh My God”, hvor strygerne igen skaber en overdramatisk fylde, der tager elegancen af melodien og det øvrige arrangement.

”Super Powers” er i den lette akustiske og behagelige afdeling, hvor det handler om at have det godt og sikre sig, at andre også har det fint. Hele dagen. Det er blomstrende lyserødt og rart, og det er måske ikke kantet eller rebelsk, men det er effektivt og egentlig ganske befriende, at musik kan have dette formål uden at være ligegyldigt og overfladisk.

På ”Cathedral” vil nogle måske kede sig over det pæne og fine, mens andre – heriblandt jeg – nyder roen og troen på, at det umiddelbare og pæne kan give en vis dybde og effekt, som Cocoon atter viser her. ”I Will Be Gone” rummer en anderledes alvor og tyngde i tematikken, og det fungerer også fint. Særligt Mark Daumails vokal er meget indtrængende og virkningsfuld, ligesom strygerne – særligt celloen – her er med til at løfte stemningen op på det tænksomme niveau, som kendetegner nummeret, og som fungerer flot.

”Dolphins” og ”Baby Seal” er relativt gennemsnitlige i deres udtryk, mens albummet slutter med den helt uimodståelige ”In My Boat”, som er en nærmest hymneagtig og storladen melodi, hvor Morgane Imbaud får lov at folde sin stemme ud i fuldt flor.

Der veksles og varieres ofte i Cocoons univers, men det er, når hyggen, charmen og det rare udtryk har overtaget de er bedst. Enkelte numre er så sublime, at de formentlig vil opnå en livstidsplacering på min favoritliste. Men der findes også unødvendige ligegyldigheder undervejs på dette overordnet charmerende og fine album.

Tags from the story

Skriv et svar