CODY: Fractures

CODY bryder ud men finder ikke et sikkert ståsted

Danske CODY brød igennem med albummet Songs i 2009, efter de året før var blevet opdaget og havde prominente opgaver som opvarmning for både Bonnie ”Prince” Billy og The National. Ifølge egen pressemeddelelse bevæger gruppens andet album Fractures sig både tematisk og musikalsk omkring brud. Et brud med deres velkendte kombination af americana og folk pop/rock. Det er ikke helt forkert, men septetten har heldigvis ikke brudt helt med gamle dyder.

På trods af deres bebudelse af brud, er CODY let genkendelige på Fractures. Americana-genren har nogle regler, og dem følger københavnergruppen langt hen ad vejen stadig, men alligevel bryder gruppen i nogen grad med reglerne på Fractures. Genren er i store træk den samme, men der er lagt flere lag på. Den ambitiøse seks minutter lange ”Disharmony” åbner pladen med akustisk guitar og Kaspar Kaaes bløde vokal i centrum, men som minutterne skrider frem smyger koret sig om ørerne på lytteren. Cello, violin, pedal-steelguitar og trompet bliver lagt på, og nummeret vokser sig til en stærk åbner, der meget godt viser den udvikling og de små brud, CODY har været gennem.

CODY er et musikalsk ensemble på hele syv musikere med styr på hver deres metier. At de alle har en vigtig rolle i gruppens musik, fremstår tydeligt på Fractures. Den deraf alsidige instrumentering er fundamental i CODYs musik – enkelte numre ville endda kunne risikere at gå i glemmebogen uden. Men når celloen frækt hopper med på legen på titelnummeret, er det et eksempel på, at variationen i instrumenterne på mange måder sætter sit præg på musikken. Ligeledes er Kaspar Kaaes behagelig vokal en vigtig del af det lille musikerkollektiv. Han er bedst, når han er melankolsk og afdæmpet. Denne komfortzone bryder han momentvis ud af på Fractures, og der er steder, hvor det klæder ham bedre end andre.

Hvorfor er jeg alligevel ikke helt oppe og ringe over Fractures? Jeg står tilbage og savner enkelte numre, der skiller sig ud og kommer ind under huden på mig. CODY har givet afkald på noget af deres ellers fine intimitet, og de bebudede musikalske brud er til tider lidt halvhjertede. Det ændrer dog ikke på det faktum, at vi i Fractures har at gøre med et ambitiøst dansk album. Albummet har et internationalt snit over sig og fortjener trods enkelte mangler at bringe CODY et større skridt ud over landets grænser. Gruppen synes med deres brud at være på vej til et nyt ståsted, og jeg glæder mig til de er nået sikkert frem, for det tegner til at kunne blive et yderst behagelig sted.

Tags from the story
,