Cowboy Junkies: Sing In My Meadow – The Nomad Series Volume 3


Berusende og befriende støjblues fra Cowboy-veteraner

De har eksisteret i næsten et kvart århundrede, og har lykkedes med at holde sig under radaren for langt de fleste lyttere og radiostationer. Men har man først én gang været til familiefest hos the Timmins, dukker man op hver gang lejligheden byder sig.

Med bandets tredje og sidste del af deres Nomad Series, befinder de sig i en forløsende fri og afslappet form, der momentvist er løst jammende og skitseagtige i numrenes rudimentære form og udtryk. Margo Timmins’ vokal har sjældent lydt så kælent rusten, og brormand Michael fylder godt ud mellem sprækkerne med sin faktisk ekstremt støjende guitar, der leveres på en yndefuld underfundig måde. Få guitarister kan som ham fange det overstyrede og smertefulde og afstemme det med en nærmest semiakustisk og dvælende baggrund. Brormand Peter er også usædvanligt fremme i skoene med et fyldigt og varieret trommespil, som viser nye og friske sider af hans tidligere meritter.

Albummet vokser ved hver gennemlytning, og især den dræbende langsomme ”It’s Heavy Down Here” har et overbevisende, gnistrende og syret drive, der forener Hendrix og Joplin med en folkinspireret sound á la The Walkabouts. På ”3rd Crusade” overstyrer Michaels guitar i en sådan grad, at skruede man op for anlægget, ville man blive blæst gennem universet på et mentalt overtrip.

”Late Night Radio” indeholder en sarthed og et refræn, som klassikere er skabt af og kan meget vel ende med at blive et nummer, der vælger at følge én resten af tilværelsen. Udødeligt og guddommeligt smukt i sin nedbarberede støjende skønhed.

Der er en rusten tråd af tilstedeværelse igennem hele albummet, der forener Margo Timmins vokal med en fyldig og levende sound, der mødes i bluesrock som på ”Sing In My Meadow”, der intonerer sjælen fra Led Zeppelin, til en sart og smuk singer-songwriter-tradition, over larmende tusmørkerock som Nick Caves fødselsdagsfester bød på tidligere.

Det er svært at hive nålen ud af årene, når man først er blevet inficeret med den stærkt vanedannende lyd og stemning, der er på Cowboy Junkies’ udgivelser gennem efterhånden mange år. Denne sidste del af trilogien viser et band i storform med vitaliteten og spilleglæden i stor behold, og man kan kun glæde sig til at forhåbentligt snarligt gensyn med familien Timmins og deres junkier.

Tags from the story