Crippled Black Phoenix: 200 Tons of Bad Luck

cover-crippledblackphoenix-200tonsofbadluck-2009-300x300

Et kollektivt syretrip med rejse ind i sindets afkroge

Da A Love Of Shared Disasters udkom I 2007 som første del af en planlagt trilogi, voldte det undertegnede noget besvær at finde formuleringer og beskrivelser, der yder Crippled Black Phoenix retfærd, og som på dækkende vis giver et klart og tydeligt indtryk af, hvad der er på færde i kollektivets musikalske univers. Dengang skrev jeg:

”Hvordan anmelder man et album, der aldrig får en gennemgående stil, som hele tiden nedbryder og genopbygger sig selv i et konstant modulerende og hypnotiserende tempo? CBP’s debutalbum stiller unægtelig krav til lytteren med sit konstante afvekslende stilskift, der ender med at blive stilen i sig selv.”

Når jeg vender tilbage til min tidligere anmeldelse, er det fordi, CBP fortsætter med at bygge op og nedbryde i et tempo og med en stil, der er lige så flygtig og ubestemmelig som tidligere, men der begynder nu at tegne sig et mønster, en stil i det stilløse og det ubestemmelige.

På det nye album er der stadig tydelige referencer til Pink Floyd og 70’ernes mere eksperimenterende lyd. Men musikken bærer også tydeligt præg af bandmedlemmernes baggrunde i Justin Greaves’ Iron Monkey, Joe Volks Gonga og med Dominic Aitchison fra Mogwai og Kostas Panagiotou fra Pantheist. Og ikke mindst giver producer Geoff Barrow fra Portishead lyden den flimrende og eksperimenterende søgen i grænselandskabet mellem støj og stilhed, som CBP udforsker på albummets 12 skæringer.

Albummets anden skæring ”Rise up and Fight” lyder decideret som det ekstranummer fra Animals, der aldrig kom med på pladen dengang. Den følgende skæring hedder noget så tungekrøllende som ”Time Of Ye Life / Born For Nothing / Paranoid Arm Of Narcoleptic Empire”, og er et nummer på næsten 20 minutter i et hypnotiserende stigende og faldende ocean af pulserende og slæbende rockpsykedelica. Det er periodisk monotont som amerikanske God Machine, men tilsat keyboard og synthesizers taget direkte fra Dark Side Of The Moon og med en Gilmoursk slideguitar, som supplerer det elementært rockende med et bevidsthedsudvidende trip, der forfører og suggererer lytteren hen i et landskab, hvor de fleste farer vild, hvilket også er meningen.

Man tager med på rejsen og befinder sig langt væk i en fjern galakse, båret på vingerne af den krøllede fugl Phoenix. Man henføres af blidt pianospil på ”Crossing The Bar”, og man overvældes af skønheden og det episke i ”Whissendine”, og man vågner brat ved et gok i nødden og lander fladt på ryggen, når ”A Real Bronx Cheer” istemmer lirekassemusik og burlesk mandelatter i baggrunden. I det efterfølgende ”444” er man så tilbage i det elementært og fodslæbende rock, hvor CBP igen bliver tid- og stedløse.

Der er en konstant kredsen omkring mange forskellige udtryksmuligheder hos CBP, og man bliver nødt til at bevæge sig ind i musikkens filmiske univers med et åbent sind. Men man bliver til gengæld belønnet for sin indsats, hvis man giver sig tid til at glide rundt i de afkroge af stemninger som albummet er bygget op med. Rejsen startede på A Love Of Shared Disasters og fortsættes fornemt og overbevisende med 200 Tons Of Bad Luck. Jeg kan kun anbefale at indløse billet og stige om bord i CBP’s rockodysse.

Tags from the story

Skriv et svar