Crystal Castles: Crystal Castles

cover-crystalcastles-crystalcastles-2008-300x300

Frustrationer og guldkorn

Debutalbummet fra canadiske Crystal Castles er en sjældent frustrerende lytteoplevelse. De fleste albums har gode og mindre gode elementer. Det har Crystal Castles ikke. I stedet har det både det mesterlige og det værste; det værste ragelse i et mesterværks støbning. Lad mig forklare:

Crystal Castles forstår på original vis at forme landskaber af lyd, der er langstrakte, forvrængede og drømmende, samtidig med at de emmer af en dragende punk-energi, der hyppigt slippes fri i vitale musikalske infernoer. Dette er i sig selv en stor bedrift, og mere imponerende bliver den, når man som lytter gennem 16 numre erfarer, at hvert eneste nummer skiller sig markant ud og former sin egen lukkede verden. Nuvel; her er intet forsøg på at skabe en musikalsk helhed gennem albummet, men det tilgives let, for Crystal Castles skaber til gengæld nogle forbilledligt smukke fragmenter. Hvert fragment er en stemning, en billedstrøm og en meget fokuseret musikalsk inspirationskilde. Energiniveauet og inspirationen virker til at aftage en smule i løbet af et album, som måske burde have været 10 minutter kortere. Der må dog siges at være tale om et luksusproblem, når selv de mindst energirige numre i mindre imponerende omgivelser ville fungere som små perler.

Når Crystal Castles ikke fungerer på trods af sine imponerende kvaliteter, er det fordi albummet lider af så elendig lyrik, at det er umuligt at se bort fra. Eksempelvis overgår det undertegnedes forstand, hvorfor den stakkels lytter i “Magic Spells” skal lytte til sætningen “Don’t worry dear Pamela, I’ll do my scientific best to command your fleet” på repeat gennem et nummer, som med bare minimalt passende lyrik ville have opnået en dragende monotoni og en uspoleret magi, der ville have været titlen værdig. Næsten lige så slemt står det til på gruppens debutsingle “Alice Practice”, hvor et i sig selv interessant lydbillede ødelægges, af at gruppens vokalist Alice Glass skriger nonsens ud i æteren. Er der hold i de myter, der omgærder gruppen, så er “Alice Practice” faktisk blot en tilfældig mikrofontest, der viste sig at have hitpotentiale. Med en smule arbejde kunne testoptagelsen sikkert være blevet interessant, men at udgive den i lyrisk set uredigeret tilstand som andennummeret på sit debutalbum lugter af hybris, og det viser sig da også, at dette nummer bliver kendetegnende for det lyriske makværk, der præger albummet.

Der er lyspunkter. Eksempelvis fungerer det minimalistiske åbningsnummer “Untrust Us” fantastisk i al sin prægtige tvetydighed, og havde Crystal Castles holdt lyrikken i minimalistisk stil gennem hele albummet, ville mange numre være kommet til deres ret. Et andet højdepunkt er nummeret “Air War”, der går i en anden retning og lader vokal og instrumentering smelte sammen i en sprudlende og livsbekræftende helhed. Et eller andet sted under de forvrængede toner gemmer der sig utvivlsomt et stykke lyrik, men undertegnede har ikke været i stand til at tyde bare et enkelt ord. På hver sin måde formår “Untrust Us” og “Air War” at klare frisag fra albummets generelt klodsede lyrik, og havde disse numre været karakteristiske for albummet som helhed, ville det have fortjent en topkarakter. Det er ikke tilfældet, og den afgivne karakter afspejler derfor det faktum, at jeg ikke kan anbefale Crystal Castles som andet end et kuriosum. Som et monument over hvor langt et potentielt mesterværk kan løbe af sporet.

Tags from the story

Skriv et svar