Crystal Sky Butterfly: Family Silver

cover-crystalskybutterfly-familysilver-2009-300x300

Kedeligt popalbum fra Crystal Sky Butterfly

Da jeg havde lyttet Family Silver igennem første gang, havde jeg de bedste intentioner om at skrive en fin anmeldelse og også at få det gjort hurtigt. Det virkede nemlig så ligetil; umiddelbart er Family Silver nemlig en velproduceret, iørefaldende og lækker plade, fyldt med halvskæv kvalitetspop. Og ofte er det virkelig bedst at få tingene gjort uden for meget nøleri, for ved gentagne gennemlytninger kompliceres indtrykket.

Porten til Crystal Sky Butterfly’s univers åbnes med en stemningsfuld klaverintro og fører ind i en solbeskinnet verden, med fuglesang og alfedans – det er magisk og introens halvandet minut lover virkelig meget. Men desværre holdes løftet ikke. De efterfølgende to numre, ”Damn Those Dreams” og ”House of Blue” er melodiøse og intetsigende, som det ikke så sjældent er tilfældet med popmusik. Lady Ellebelles (Ellen Holck, tidligere Broken Beats) stemme kan der ikke siges mange onde ord om. Hun synger rent, trist og blødt, men desværre også ret kedeligt.

”Lay For My Feet” sørger for, at det kedelige kulminerer totalt og til Crystal Sky Butterfly’s store held betyder dette, at pladens kvalitet højnes væsentligt derefter. ”The Professionals” er mere vovet og energisk og slet ikke så forudsigelig. Og den nyfundne råhed klæder ubeklageligt Lady Ellebelles klang.

Så kunne man måske tro, at undertegnede ganske enkelt ikke bryder sig om andet end up-beat musik, men dette modbevises gudskelov af det efterfølgende nummer, ”Melankolia”, som til fulde lever op til sit navn. Nummeret er ganske enkelt et audiotivt kunststykke, til beskrivelse af benævnte følelse. Lady Ellebelle synger med en blanding af apati og smerte og nummeret peaker i hendes hjerteskærende, frustrerede gråd.

”Century Soldier” er uden tvivl pladens bedste nummer og dette nummer alene trækker et par stjerner for pladen, for dets gennemførte komposition, som henleder tanken på et gotisk Tim Burton-univers.

Men generelt set er det altså ikke nok, at der er tre numre på en hel plade, som er værd at lytte til igen og igen. Det begynder at lugte lidt henad rent held. Family Silver må siges at være et komplekst, følelsesladet album. Den dag, jeg hørte det første gang, må jeg have været i humør til det, men i det store hele er det for yndigt, rundt og rigtigt.

3 kommentarer

  • Hæ Hæ, det var jo ikke så heldigt. Men til rette vedkommende er det jo en interssant vinkel omkring hurtig og impulsiv kontra mange lyt.

Skriv et svar